Skolepatruljen fylder 50

For 50 år siden fandt en politimand på at danne skolepatruljen. Siden er tusindvis af børn stået tidligt op for at stikke en slikkepind i hjulet på bilerne.

I dag tæller skolepatruljen 18.000 børn. Den 15. september er alle sammen inviteret til jubilæumsfest i Tivoli. Rådet For Større Færdselssikkerhed er vært. Gæsterne bliver udstyret med turpas og madkuponer og får oven i hatten en times show på Plænen, hvor Peter Mygind er konferencier. Inden da vil Tivoligarden marchere gennem Strøget til ære for skolepatruljerne.