Skolens sociale liv

At skolen er andet end fag er ikke et nyt budskab

Men skolens sociale og psykiske liv har hidtil været et stort set overset kapitel, skriver John Aasted Halse i indledningen til sin nye bog. Jeg vil undskylde bogens overfladiske skøjten hen over en række centrale pædagogiske og didaktiske problemstillinger med, at forfatteren tilsyneladende ikke ved, at der foreligger et kvalificeret afsæt i andres publikationer, som kunne have været inddraget i analyser og argumentation. Han ved tilsyneladende heller ikke, at der foregår en levende debat blandt lærere om skolens sociale liv og børnenes trivsel, læring og personlige udvikling.

Formodningen om, at begge dele er nyt for forfatteren, bygger jeg på ovenstående citat, på litteraturhenvisningernes iøjnefaldende mangel på titler, der handler om disse forhold, og på bogens gennemgående undertone og gentagne påpegning af, at først med denne bog er der leveret et bidrag til at forstå skolen som 'den hele skole', der udvikler 'det hele barn'.

Bogen er tynd og selvmodsigende. En stor del af de 90 sider bruges til at formidle, hvordan 'de andre', politikere, lærere og forældre tænker og handler. De vedtager en lov, som ikke rummer fornyelser, det er værd at tale om. De ved ikke, at skolen bør være en hel skole, hvor hele barnets personlighed kan udvikles. De diagnosticerer børn som umodne, ukoncentrerede, dominerende - kort sagt, de hæfter betegnelsen 'den ny børnekarakter' på børnene. De kalder elever i skolen for elever og ikke børn. De har ikke forstået, at de opgaver, skolen skal løse, ændrer sig med samfundsændringerne. Og meget mere.

Når dette så er slået fast, kan forfatteren gå på banen og påvise, hvor lidt 'de' har forstået, og bringe sin egen forståelse frem. Det gør han så kort, at jeg finder såvel analyser som forsøg på at formulere modforestillinger aldeles overfladiske. Og det er ikke rar læsning. Først at hænge de andre ud - firkantet og unuanceret - og så på denne baggrund forsøge at fremhæve egne fortræffeligheder.

Det er lærerne, der bliver mest hængt ud. 'Lærerne gemmer sig bag et centralt opstillet pensum for på den måde at gardere sig og kommer derved til at være personligt fraværende i undervisningen', side 33. Det er et generelt udsagn om lærere, som ikke nuanceres. Under overskriften 'Den nye lærerrolle' strækker forfatteren sig dog så vidt, at han medgiver: 'Selvfølgelig gør mange lærere et stort og prisværdigt arbejde med klassemiljøet. De er opmærksomme på, hvad der sker børnene indbyrdes.' Næste sætning lyder: 'Men der er stadig lærere, som mener, at det ikke er deres opgave at være 'omsorgspersoner' for børnene, og som derfor fralægger sig ansvaret', side 55. Så er forfatteren jo helgarderet.

Kapitlet 'Den ny lærerrolle', som er på 30 sider, er bogens mest fyldige og trods sin relative overfladiskhed mest velfunderede. Det formidler desuden en række konkrete råd til læreren om hans lederopgaver og hans opgaver i forbindelse med kommunikation med den enkelte elev. Der kunne muligvis være kommet en god bog ud af det, hvis forfatteren havde brugt sin spalteplads til at komme i dybden med de mange aspekter af lærerens opgaver, som han her introducerer.

Bogen slutter med at formulere børns rettigheder i forhold til skolens psykiske arbejdsmiljø i ti punkter. De udtrykker en række uomgængelige etiske krav til skole og lærere, som ikke er nye, men som det naturligvis altid er en udfordring at leve op til.