Skolens pædagoger får noget med

Bogen her retter sig primært mod specialiseringsmodulet Skole- og fritidspædagogik i pædagoguddannelsen, og som Mogens Sørensen skriver i forordet, så er dens ærinde at bidrage med inspiration til de nye faglige udfordringer, der følger i kølvandet på den nye skolereform.

Bogen indeholder i alt 15 velskrevne og interessante kapitler, som alle kredser om læring og dannelse med temaer som inklusion og identitetsdannelse. I det indledende kapitel af Jan Tønnesvang og Nanna B. Hedegaard præsenterer de tre modeller, kvadrantmodellen, vitaliseringsmodellen og KvaS-modellen, som har til hensigt at præsentere et helhedsmæssigt grundlag for lærere og pædagoger i forbindelse med undervisning og samvær med børn og unge.

Et af kapitlerne handler om samarbejdet mellem lærere og pædagoger: Det er forfattet af en merituddannet lærer, som tidligere har været pædagog, og forfatteren beretter om, hvordan hun har oplevet frugtbart samarbejde med pædagoger på baggrund af teoretiske modeller.

Jeg har hæftet mig ved, at flere kapitler har opmærksomhed på potentialerne i det legende og æstetiske aspekt i samvær med børn og unge, og et begreb som for eksempel "livsduelighed" dukker op flere steder. Det er temaer, som er væsentlige, men nok ret trængte i dagens skole.

Det sidste kapitel er skrevet af Finn Thorbjørn Hansen. Han bidrager med et filosofisk perspektiv på den psykologiserede og didaktiske skolebegrebsverden. Eksempelvis ser han med Løgstrups briller kritisk på begrebet relationskompetence og plæderer for en undringsdrevet helhedsskole og taler om et dannelsesideal, hvor det ikke først og fremmest handler om at blive til "noget", men til "nogen".

Alle kapitler afsluttes med studiespørgsmål, som inviterer de studerende til at reflektere.

Efter min mening er det en meget læseværdig og relevant bog. Den er klar i sin opbygning, og indholdsmæssigt mener jeg, at den leverer og præsenterer viden, som virkelig kan være til gavn og inspiration for skolen af i dag.