Skolemad

Børn kan ikke lære noget i skolen, hvis de er sultne! Det er en af de ting, som skolelærere stort set altid kan blive enige om - og også var det for over 100 år siden.

Hvor diskussionen om skolemad nu ofte er en pædagogisk og sundhedsmæssig diskussion, gjaldt det i slutningen af forrige århundrede om at afhjælpe social nød. En række byer indrettede i 1800-tallets slutning lokaler til skolebespisning. Her kunne de fattigste af folkeskolens børn modtage et måltid varm mad et par gange om ugen. I 1900-tallets begyndelse blev dette et offentligt anliggende og især en socialdemokratisk mærkesag.

Bespisningen blev dog opfattet som velgørenhed og på linje med de foreninger, der sørgede for fodtøj, ferieophold og konfirmationstøj til ubemidlede skolebørn. Sagen havde bevågenhed fra højeste sted, idet Dronning Louise aktivt støttede den københavnske bespisningsforening. Ved en særlig lejlighed aflagde hun ligefrem besøg i en Københavnsk skolekælder, hvor børnene spiste, og hun smagte på menuen, der i dagens anledning bestod af sødsuppe og flæskesteg med rødbeder og kartofler. Normalt var maden mere robust og billig: grød, farsretter, flæsk, gule ærter og plukfisk var blandt de faste indslag.

Hvor der ikke er adgang til skolemad, er madpakken løsningen - både dengang og nu. På Fødevareministeriets ide-hjemmeside www.madklassen.dk gives gode råd om sunde og lækre madpakker, og det understreges, at »I alle gode madpakker skal der være noget godt brød, noget kød- eller fiskepålæg, grønsager og frugt«. Det svarer sådan set meget godt til idealet for 100 år siden - men det var både da og nu svært at leve op til.