Som konsekvens af, at en gruppe elever på Seden Skole har råbt efter andre elever og lærere på arabisk, har ledelsen indført en regel om, at eleverne kun må tale dansk med hinanden i frikvartererne.
Det har fået Flemming Leer Jakobsen fra denmarkonline.dk, der bringer blognyheder om politik, socialpolitik og aktivering, til at melde Carsten Høyer til politiet.
"Det tilkommer ikke 'Kongen' af Seden skole at forbyde elever at benytte deres grundlovssikrede ret til ytringsfrihed. Ytringsfriheden gælder for alle, og det kan en skoleleder i Odense ikke indføre regler i strid med", skriver Flemming Leer Jakobsen i en pressemeddelelse.
Han kalder det bekymrende, at en skoleleder for en skole, som skal uddanne elever til borgere i et demokrati begrænser ytringsfriheden.
Centerleder kalder forbuddet diskriminerende
Hvis eleverne på Seden Skole taler andet end dansk, bliver de irettesat af læreren. Sker det igen, kontakter læreren deres forældre, og i sidste ende kalder skolen forældrene ind til en samtale.
Niels-Erik Hansen, advokat og centerleder af Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, kalder i Fyens Stiftstidende skolens initiativ for diskriminerende. Heller ikke Line Lerche Mørk, integrationsforsker på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, er begejstret, og Danske Skoleelever kalder forbuddet for barnligt.
Carsten Høyer mener ikke, skolen diskriminerer. Han kalder det en praktisk foranstaltning, og det er Odenses kommende børn- og ungerådmand, SF's Stina Willumsen enig i.
"For mig er det naturligt, at skolesproget er dansk. Jeg har tillid til, at man på Seden Skole har truffet den bedste beslutning med de udfordringer, man nu engang har", siger Stina Willumsen.
Skoleleder politianmeldt for at forbyde fremmedsprog i frikvartererne
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.