Vor Frue Skoles fremtid har været diskuteret heftigt såvel i de lokale medier som i Roskilde Byråd. Senest er det besluttet, at skolens 7. klasse skal nedlægges og skolen på forsøgsbasis drives under fælles ledelse med byskolen Østervangsskolen. Sidste sommer fik Louis Hansen en påtale efter at have udtalt til Dagbladet Roskilde, at tal, der viste, at skolen i landsbyen Vor Frue var 47 procent dyrere at drive end andre skoler i byen, var "trukket op af en hat". For nylig blev formanden for skoleudvalget Rune Viberg så citeret i Roskilde Avis for udtalelser om, at Vor Frue Skole havde "ondt i fagligheden". Det fik Louis Hansen til tasterne med et læserbrev under overskriften "Hvad er meningen", hvori han bl.a. spurgte, hvad udvalgsformanden havde imod Vor Frue Skole. Udvalgsformanden har siden dementeret udtalelserne.
"Vi går ud fra, at ytringsfriheden også gælder for skoleledere", skriver skolebestyrelsen i en udtalelse, hvori de bakker fuldt og helt op bag den hjemsendte skoleleder.
Og Louis Hansen har ikke fortrudt sit læserbrev:
"Jeg ville ikke finde mig i, at Vor Frue Skole skulle have ondt i fagligheden, Det er et angreb på mine medarbejdere, og på den baggrund er jeg næsten stolt over udtalelserne", siger han til Dagbladet.
Borgmester Bjørn Dahl og flere andre byrådsmedlemmer forklarer beslutningen om at fritage Louis Hansen for tjeneste med, at en embedsmand må gå kommandovejen med eventuel kritik.
Skoleleder fritaget for tjeneste efter læserbrev
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.