En beretning i tekst og billeder om livet
på Valby Skole fra 1898 til 1998
Af Kristian Neerup
Kolonierne 100 år
Temanummer af Københavns Kommuneskole, nummer 3, februar 1999
50 kroner, 72 sider
Kan købes ved henvendelse til Valby Skole
Jubilæerne får lærerne til at fare til computeren - nogle gange med held, andre gange går det måske mindre godt. De to jubilæumsskrifter, udgivet i anledning af to 100-års jubilæer for henholdsvis Valby Skole og Københavns Lærerforenings kolonier, er begge gode eksempler på, at de mange timer bag computeren og i de støvede arkiver kan resultere i læseværdige oplevelser. Det er kort fortalt underholdende og originalt. I Valby har Kristian Neerup utraditionelt valgt at sætte sig bag billedscanneren, og i noget, der kan minde om avisformat, bladrer vi os gennem bygningernes historie - med den minderige indvielse, hvor provsten talte så længe, at børnene besvimede, og gæsterne faldt i søvn - over store og mindre begivenheder, lejrskoler, fest og farver, for at ende op med historien om, hvordan elever fra Valby Skole tre gange i løbet af 1990'erne blev Danmarksmestre i at lave avis.
Historien om Københavns Lærerforenings kolonier er ikke dårligere. Det hele startede under storlockouten i 1899, hvor de første lærere under primitive former drog ud af byen med deres elever for at sove på højskoler. Allerede i 1907 kunne Københavns Kommunelærerindeforening åbne den første koloni på Næs ved Assens for midler indsamlet på Børnehjælpsdagene - der startede i København i 1904 - og i 1919 fik lærerne deres første koloni. Landmandsbankkrakket i begyndelsen af 1920'erne afstedkom en pæn forøgelse i antallet af kolonibygninger, da de fallerede storborgere ikke længere havde råd til deres kæmpesommerhuse. I 1960'erne var man oppe på at eje i alt 67 kolonier af meget forskellig standard. I dag er tallet 30, som efter en lidt død periode op igennem 70'erne nu igen kan melde fuldt hus hele sommeren og en god del af resten af året. Som et ekstra scoop er det lykkedes KK at få arkitekturhistorikeren Allan de Wahl til at skrive om kolonibygningerne, illustreret af nogle meget smukke fotos. Mig bekendt er det første gang, nogen tager tilløb til en mere systematisk oversigt over dette byggeri. Er ellers krydret med dejlige, livsbekræftende interview med nuværende og pensionerede kolonilærere og med en længere historisk oversigtsartikel, der er forsynet med nogle rammende fotos fra koloniernes historie.
Alt i alt herligt sådan at blive klogere, mens sommerregnen siler ned.
Ning de Coninck-Smith
Skolehistorie
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.