Skoledata skrottes

I Aalborg kan man helt skrotte Skoledata, i Esbjerg kan man næsten slukke maskinerne, og ogsåÅrhusskolerne kommer med.

- Fra næste år er det slut med optælling og kontrol hos os. Vi har lavet en lokal aftale om arbejdstiden uden aflysninger, uden undertimer med skoleåret som én planlægningsperiode som garantitimer og med en prøveaftale, der bevarer lærernes skemaer i prøveperioden, siger Esbjerg Lærerforenings formand, Kurt Abildgaard.

Den 30. januar blev kredsen enig med kommunen, så nu regner han med, at der bliver både arbejdsro og arbejdsglæde.

- På vores generalforsamling i torsdags vedtog vi derfor at arbejde aktivt imod, at der rejses så meget som ét overenskomstkrav om ændring af arbejdstidsaftalen i 97. Nu skal lærere og ledere have fred til at lave skole, det er det eneste, de sukker efter, siger Kurt Abildgaard.

For fremtiden skal man derfor stort set kun bruge Skoledata i planlægningsfasen i Esbjerg.

Og Esbjerg-modellen har dannet skole. I Aalborg blev der skrevet under på en aftale den 1. marts, Århus fulgte syv dage efter, og en række andre kredse er i gang med forhandlinger på det samme grundlag.

- Vi har lyttet til medlemmerne, og vi gik efter akkorder og afbureaukratisering. Det fik vi, for kommunen har været interesseret i at skrotte Skoledata og gøre Ø-tidsregnskabet overflødigt, siger Aalborg Lærerforenings formand, Dorthe Møller.

Tilfredsheden er også stor i Århus.

- Der var møde med tillidsrepræsentanter og ledere fredag morgen, og folk er glade. Vores aftale er en efterligning af Esbjergs og Aalborgs, som jo bygger på akkorder uden kontrol, siger lærernes formand i Århus, Jette Jensen.