Skole laver mini-by

Skåde Skole blev i sidste uge omdannet til byen Baustrup, der har både sin egen møntfod, en masse private virksomheder og eget politi. Projektet er et forsøg på at integrere uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering (UEA), som er udråbt til særligt indsatsområde på skolen i år. Målet med Baustrup er at afspejle samfundet på en måde, så eleverne får en forståelse for deres uddannelses- og erhvervsmuligheder. Baustrup fik besøg af forældrene, der både kunne købe hjemmelavede bolsjer og stearinlys, snuppe en pizza i Abellos pizzeria eller få shinet bilen op for nogle få bau, som er byens møntfod. De arbejdsløse i Baustrup blev henvist til byens arbejdsformidling eller bistandskontor, og imens hverdagen gik sin gang i Baustrup, sørgede byens elektroniske avis for at holde borgerne orienterede om de seneste nyheder. Skåde Skole satser på, at Baustrup for fremtiden genopstår hvert år.