"Selvfølgelig handler det her om, at vi har brug for at markere tydeligt, at eleverne har brudt en aftale. Men for mig er det allermest den opdragende effekt, der er vigtig. Jeg håber, at det her lærer eleverne noget om gruppeadfærd, som de kan bruge, når de fredag aften er en del af en gruppe, som gør noget uhensigtsmæssigt. Det skulle gerne lære dem at sige fra", fortæller lederen på Horne Skole Jørgen Rasmussen.
Hele historien starter tilbage i 2005, hvor skolen lavede en kostpolitik, som var oppe at vende i både skolebeystrelse, forældrekreds og pædagogisk råd. Den indeholder sund mad i skoleboden og blandt andet også et forbud mod at spise slik på skolen. 8. og 9. klasserne fik dog lov til at beholde retten til at gå til købmanden i frikvartererne og der købe og spise slik. Men for at sikre, at de fungerer som gode rollemodeller for de små, skal alt slik være fortæret, inden de kommer tilbage til skolen.
Da der i 2007 kommer en ny rygelov skal al rygning være forbudt, men 9. klasserne sender en delegation til et bestyrelsemøde, for at få lov til at ryge uden for skolens område med tilladelse fra forældrene. Skolen lytter til eleverne, laver politikken om og beder i den forbindelse eleverne selv om at finde på sanktionsmuligheder, hvis rygeforbud eller slikforbud overtrædes. Eleverne ender med formuleringen:
"Overtrædelse - uanset om det handler om rygning eller slik og lignende medfører inddragelse af udeordningen en måned for hele klassen".
Bortvisning er blevet varslet
31. januar bliver en elev taget i at spise slik på skolen, og hele klassen bliver forment adgang til købmanden med alles accept. Skolen sender desuden alle forældre til elever i klassen et brev, der forklarer situationen og fortæller, at overtrædelse af forbudet vil betyde bortvisning i mindst en uge.
Fem dage senere går 13 elever fra klassen til købmanden og bliver derfor bortvist fra skolen i tre dage.
"Jeg mener, at det her er kernen i elevernes demokratiforståelse. De har selv været med til at indføre reglerne, og når man har lavet en aftale så skal den overholdes", forklarer Jørgen Rasmussen. "Vi gør meget ud af at lytte til eleverne, når de argumenterer for noget, de gerne vil have - for eksempel ændringen i rygeforbuddet - for det er vigtigt, at de oplever, at de opnår noget, når de går den demokratiske vej. Men de skal også opleve, at der følger et ansvar og nogle konsekvenser med".
Eleverne har fået lektier for i de tre dage, de har været hjemme, og det fik fire af de tretten elever til samme eftermiddag at ringe klasselæreren op og undskylde for det ekstra arbejde. Skolebestyrelsen er enig med lederen i beslutningen og ifølge Jørgen Rasmussen har næsten samtlige forældre også bakket op om beslutningen.
"Nogle af eleverne føler sig uretfærdigt behandlet, og det har vi så taget en lang snak om. Demokratiforståelse er en lang sej proces", siger Jørgen Rasmussen.
Skole bortviser elever for at bryde egne regler om slikspisning
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.