Skønne, spildte ord

Nogen gange kan man få så forbasket ondt af skuespillere. Godt nok har de selv valgt faget, og godt nok er der ingen - sådan da, bortset fra os tilskuere, der, (når vi har købt billet) tvinger dem til at stille sig op på scenen og levere varen. Men nogen gange får man fornemmelsen af, at skuespillerne er blevet fanget, blevet taget på ordet.

Med deres bindende underskrift og med deres professionelle tilgang til stoffet er det sikkert svært at melde fra til et projekt, som i udgangspunktet lyder som en god idé. Det var derfor, de sagde ja, og derfor de nu står foran en flok skånselsløse teenagere og bitterligt forsvarer idéen, teksten og iscenesættelsen.

Således med Teatret Maskens Cecilie, bygget over St. St. Blichers Hosekræmmeren.

Der kan ikke herske tvivl om, at det er en god idé at dykke ned i Hosekræmmeren og præsentere den for unge mennesker. Sproget har en patina, der lugter godt af ældre tider, men er samtidig smukt og friskt. Og konflikten er evigt gyldig: de unge drømmende elskende overfor den ældre generations higen fast i materielle værdier. Jeg vil derfor tro, at den oprindelige novelle sikkert ofte læses i de ældste klasser. Bliv endelig ved med det!

Teaterforestillingen er dog knap så vellykket som sit velkomponerede forlæg.

Først og fremmest synes jeg ikke, at teaterteksten løfter sig tilstrækkeligt fra novellen. Jeg kan hverken skimte, se eller ane, hvorfor det netop var teater, teksten skulle laves om til. Dertil er den for tung, for bogstavelig og for beskrivende - med alt for lidt af det, som gør teater til teater: handling!

Også iscenesættelsen er oftest for bogstavelig. Den overlader - synes jeg - for lidt til vore egne meddigtende evner. For eksempel kan jeg ikke se, hvorfor vi absolut skal se - helt konkret - når Cecilia i et anfald af vanvid skærer halsen over på sin elskede.

Men når iscenesættelsen gør så lidt som muligt, viser den skægt nok sin styrke. En scene, hvor Esben og Cecilias far sidder med hver sin øl i hånden. Tavse, i en dunkel belysning. Cecilia er der også men repræsenteret ved sine ord, Blichers tekst, der fylder scenens store, mørke, halvrunde rum, støder mod de to stivnede mænd, og skaber et ekstra symbolsk rum. Et rum, hvor hovedpersonen ser sine og andres handlinger udefra. Et rum, hvor vi får lov til at være medskabende.

Smuk var den, netop denne scene.

Samme enkle tone har kostumerne og scenografien. Så hvis bare det hele var blevet gennemført med denne stilistiske sans, så havde jeg ikke været nødt til at sidde med denne tyngende medfølelse med de stakkels skuespillere, der tappert forsvarede idéen (som var god), teksten (som ikke var god), og iscenesættelsen (som var både og). Forgæves forsøgte skuespillerne at komme igennem med deres fortælling - overfor en gruppe 10. klasses elever, der kørte deres helt egne historier.