Af Jules Verne
Bearbejdet af Hanne Leth efter
Else Schiølers oversættelse
Illustreret af Mårdøn Smet
140 sider, 162,50 kroner
Gyldendals Dingoklassikere
Gyldendal
Det vil være urimeligt at forvente realisme i en så fantastisk historie. Og da den er skrevet, før Bermudatrekanten blev rigtig moderne, er det for så vidt i orden at berette om en orkanbåret ballonfærd, som førte personerne fra den amerikanske østkyst til den sydlige del af Stillehavet. Men det ubegribelige held, der tilsmiler de ballonbrudne, er for meget af det gode, og Kaptajn Nemo fra en af Vernes bedre bøger fremstilles her udelukkende gennem sine handlinger, ikke som den spændende og sammensatte personlighed han skildres som under Nautilus' verdensomsejling.
Denne Robinsonade er skrevet godt hundrede år senere end Defoes oprindelige, og de ufrivillige øboeres dagligdag er præget af deres forsøg på at genskabe den spæde industrialismes landvindinger med primitive midler.
Verne kunne være frygtelig omstændelig i sine tekniske opremsninger, og man kan ikke begræde, at der skæres med hård hånd i positionsangivelser, inventarlister og tekniske anvisninger. Men desværre bliver teksten til tider lovlig flad herved, så det synes, som at øboerne kommer alt for let til deres tekniske forbedringer. Den lykkelige slutning virker lystspilsagtig i sin genforening af det meste af persongalleriet fra Vernes øvrige forfatterskab.
Tonny Hansen
Skønlitteratur
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.