Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Skønlitteratur

Busters Verden 1-3

Per Birkebæk
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Af Bjarne Reuter

382 sider, 199 kroner, indbundet

Branner og Korch

Månen over Brønshøj

25 år med Bjarne Reuter

Efter idé af Torben Weinreich

95 sider, 148 kroner

Branner og Korch

Prins Faisals ring

Af Bjarne Reuter

Illustrationer af Annette Reuter

504 sider, 325 kroner, indbundet

Gyldendal

Bjarne Reuter er i dansk litteraturlandskab en fantastisk skikkelse. Han runder de 50 i år og fejrer samtidig 25-års forfatterjubilæum. Det vil sige: Han har allerede et helt slægtleds bedrifter bag sig. Og hvilke bedrifter! Mere end 60 titler bærer hans signatur. Romaner for børn, unge og voksne. Dertil kommer filmmanuskripter, artikler og alt det løse fra 'Reuters Byro'.

På et tidspunkt var han millimetertæt på at modtage børnelitteraturens nobelpris, H.C. Andersen-prisen. Den gik i stedet til Norges Tormod Haugen. Som trøst blev Reuter forsynet med 'Highly Commended Diploma'. Og det er en meget fin markering, hvis man går op i de dele.

Den største triumf har han dog for længst indhøstet: Bjarne Reuter er danskernes mest læste forfatter, og han kvitterer for læseropbakningen på flotteste måde: Ved fortsat at være ustyrlig dejligt i live som forfatter. I et interview med Politikens Ole Schierbeck (29. april 2000) antyder Reuter sågar, at han måske står over for et fodskifte i forfatterskabet - Brønshøjtiden er definitivt forbi. Bjarne har fået sin egen arkæologi på plads. Nu vil han videre mod nye horisonter.

Der skal hele to forlag til for at kunne rumme en Bjarne Reuter! Begge er på banen i forbindelse med den runde fødselsdag og forfatterjubilæet. Hans første forlag, Branner og Korch, har samlet de tre 'Buster'-bøger i ét fornuftigt bind. Hermed er Buster Oregon Mortensen klædt på til at kunne begå sig sammen med andre udødelige i den danske litterære kanon.

Og jeg tror på Buster fra Håbets Allé i Brønshøj. Det er naturligvis aldrig til at vide, hvad tiden, den store udskiller, lader overleve. Men 'Busters Verden', dette sluttede mesterværk af poesi, glæde og vemod, ligner et bud på en klassiker.

Vores fineste Reuter-kender, Torben Weinreich, har givet Branner og Korch idéen til 'Månen over Brønshøj' - et festskrift ikke til, men om Bjarne Reuter. Det er, trods de bedste intentioner, blevet præcis som de fleste produkter i genren: En blandet landhandel. Weinreich selv og Steffen Larsen har fine tilløb til at fange Reuter i flugten. Men det er, som om forfatteren unddrager sig fastholdelse og smutter mellem fingrene på dem. Resten af bidragene er small-talk fra periferien omkring Reuter.

Gyldendal fejrer 50-års-dagen ved at udsende et Reuter-brag af en picaresk røverroman 'Prins Faisals ring'. Historien om 13-årige Tom Collins' udviklingsrejse gennem 1640'ernes Caraibien er velafrundet, underholdende og meget sikkert gennemført. Romanen befolkes af katolske, hekseafbrændende spaniere, sørøvere, plantageejere og negerslaver, og selvfølgelig er der hist og pist litterære bølgeskvulp efter Robert Louis Stevenson. Men Reuter leverer ikke bare en pastiche af 'Skatteøen'. Han kan godt selv. Han løfter ikke et fortællerøjenbryn over tidens menneskesyn. Han fortæller det, som det var - dengang. På skælmsk, sekvenssikker og rap Reuter-facon.

Tom Collins er ung i 1640'erne, og han føler sig reelt bestjålet, da han mister halvparten i sin slave, kongesønnen fra Afrika. Men under jagten efter sin slave får han nye indsigter - og de indsigter kan dagens unge danske læsere så spejle sig i.

50-årige Bjarne Reuter har sat en ny kurs. Det bliver spændende at se, hvor han lander næste gang.

Per Birkebæk

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Skønlitteratur

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS