Skal vi tsappe eller hva ...

Ser vi på tendensen i radio- og fjernsynsprogrammer, som retter sig mod børn og unge, konstaterer vi, at tempoet er skruet op i forhold til tidligere. Vi ser, at auditive og visuelle virkemidler er blevet voldsomt påtrængende, og at præsentationsfladen er i konstant bevægelse og udvikling. Indholdsmæssigt er der tale om kort og intens præsentationstid, og indholdet i informationen er følgelig oftest summarisk.

I kampen om børns opmærksomhed kan skolen vælge at tage kampen op og gøre sig mere interessant ved at skrue sit eget tempo op, så den harmonerer bedre med dagens virkelighed. Idealet kan da blive en levende skole, som giver mange impulser, og som gennem variation og stadig forandring prøver at fange børnenes opmærksomhed, så de bliver motiverede for at deltage i undervisningen. Hvis vi følger denne opskrift, hvem er det da egentlig blandt eleverne, som vi tilgodeser? Og hvad er det egentlig, vi er med til? Hvilket ansvar tager vi da på os i forhold til det, som er skolens hovedopgaver?

Spørgsmålet, som jeg ønsker at rejse her, er, hvilken vej skolen skal gå i sin måde at tilrettelægge undervisning på, så den bedre kan konkurrere med de mange andre spændende tilbud om underholdning og beskæftigelse, som børn og unges liv er fyldt af i dag.

Hvis vi ønsker at konkurrere gennem variation, prøver vi at sigte mod afveksling i arbejdsmåder og indholdstilbud. I stadig mere fængende undervisningsmaterialer ser læreren vejen frem for at skabe en undervisning, som skal kunne fastholde børnenes interesse. Man kan sige, at mange forskellige temaer kan være interessante at være med til. Man skummer fløden på temaernes indhold, og børnene bliver fanget uden egentlig at gøre så meget selv. Hvis noget begynder at blive kedeligt, kan læreren hurtigt skifte til noget andet.

Risikoen ved at prioritere variation som et virkemiddel i tilrettelæggelsen af skolehverdagen er imidlertid, at børnene ikke bliver ordentligt mætte intellektuelt set. De bliver derfor hurtigt sultne igen, og læreren må finde på nye ting, for at de skal blive tilfredse. Modsat tv har vi ikke uendelige programmmer at øse af, men billedet er sammenligneligt. Barnet ønsker underholdning udefra, og skolen kan meget nemt gå i fælden og prøve at zappe sig til rette i skolebøger og medier for at gøre skolen spændende.

Den største trussel er imidlertid, at den kundskab, som børnene får gennem en sådan undervisningshverdag, nemt kan blive overfladisk. Børnene bliver kendt med mange ting, og de kan snakke med om meget, men dybden i kundskaben er ofte ikke til stede. Dertil kommer, at skolen ikke bare skal give kundskab, men også lyst til at lære. Hvordan skal børn imidlertid få lyst til at lære grundigere, hvis de ikke også tilskyndes til at finde glæde ved at arbejde sig til kundskab?

Hvis man i stedet tager konkurrencen op om børns interesse og engagement ved at prioritere fordybelse, hvordan bliver situationen for læreren og klassen så? Med et slag kan læremidler få sin gamle status tilbage. Midler til læring. Ikke midler til underholdning og variation.

Mange ser ud til at frygte, at skolen da vil blive mere kedelig. Læreren vil da blive den, som gennem en naturlig autoritet skal udfylde rollen som tilrettelægger og opretholder af læringsprocesser. I stedet for at boltre sig i flotte materialer skal læreren jonglere verbalt med eleverne i gode læringsdialoger. I stedet for at skifte mellem mange temaer i løbet af året skal læreren sammen med klassen fordybe sig i færre temaer og gennem dette arbejde ikke bare få nuanceret kundskab, men samtidig udvikle gode arbejdsvaner. Belønningen er, at eleverne erfarer glæden ved at lære grundigt om ting, at de får mange mestringsoplevelser i forbindelse med det, og at de på denne måde får flere positive erfaringer om forholdet mellem indsats og resultat. Belønningen er også, at relationer mellem elever og mellem elever og lærere kan blive stærkere og mere baseret på ægthed og fælles forståelse af, hvad en god skole er. Jeg tror, jeg ville satse på fordybelsen.

Jørgen Frost er seniorforsker ved Bredtvet Kompetansesenter i Oslo