I 24 timer har de ni politikere som led i Danmarks Radios valg-eksperiment været buret inde i håndarbejdslokalet på Langsøskolen i Silkeborg for at tænke visionært, mens DR sendte live på nettet og bragte radio- og tv-indslag.
Efter input fra eksperter og elever lykkedes det politikerne at nå til enighed. En halv time før deadline skrev de under på visionen og lovede hinanden, at de vil arbejde videre med den i det nye byråd.
Lærerne coacher og underviser ude
Politikerne ønsker, at undervisningen i 2019 i stor udstrækning foregår i naturen, på lokale virksomheder og institutioner, ligesom forældre, bedsteforældre og virksomheder kommer til at spille en større rolle.
Lærerne får en anden rolle end i dag. De bliver en slags coach, der blandt andet tager højde for de forskellige måder, børn lærer på. Målet er plads til alle børn, og at alle får succes-oplevelser, fordi de bliver behandlet individuelt.
"Vi vil gerne give lærerne mere tid til dem, der har mest behov. Det betyder mindre undervisning, hvor læreren står foran tavlen men mere individuel hjælp og støtte. Og det kræver et godt overblik - også over de mere selv-kørende elever", siger Socialdemokraternes spidskandidat Hanne Bæk Olsen.
Et nyt navn til folkeskolen var også til debat, men politikerne fandt ikke et bedre.
"Folkeskolen er et stærkt brand. Man kalder jo heller ikke Coca Cola noget andet", understreger Hanne Bæk Olsen.
Bertel Haarder, som kort kom forbi for at få visionen og skoleskemaerne med til ministeriet, mente, forslaget var inspirerende men lidt luftigt. Skolen bliver et sted, hvor man næsten ikke kan drive eleverne ud, forudså han men slog fast, at det vigtigste er, at de lærer at læse.
Silkeborgs politikere skrotter lektioner
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.