Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Selvportrætter giver anbragte børn et bedre selvbillede

At male et selvportræt med hjælp fra en kunstner og udstille resultatet på et museum har været grænseoverskridende for mange af de 100 anbragte børn, der har deltaget i kunstprojektet Se mig! Flere af dem har lært at se på sig selv på nye måder.

Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
25. november 2011, kl. 08:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Cirka halvdelen af landets anbragte børn vokser op på en institution, hvor de ofte lever en afskærmet og beskyttet tilværelse. 100 anbragte børn fra ni døgninstitutioner og behandlingshjem giver gennem en udstilling på kunstmuseet Aros i Aarhus deres svar på, hvem de er, hvor de kommer fra, og navnlig hvordan de ser sig selv på en

Socialpædagogen

De 100 børn mellem syv og 17 år har alle malet deres selvportræt med en hjælpende hånd fra ti professionelle kunstnere, der på frivillig basis har støttet, motiveret og inspireret børnene i den kreative proces fra tomt lærred til færdigt portræt ude på deres institutioner.

Kunstprojektet - og udstillingen - handler i høj grad om at synliggøre de anbragte børn som enkeltpersoner og som udsat gruppe. Men formålet har også været at styrke børnenes faglige kompetencer og selvindsigt.

Børnene har brug for positiv opmærksomhed

De fleste af børnene har valgt at male deres ansigt som bærende motiv. Andre har fortolket deres selvbillede som et dyr eller et stormfuldt netværk af streger.

Fælles for portrætterne er, at de fortæller en historie om det enkelte barn - fortalt af barnet selv gennem penselstrøg og uden ord. Det kan være fortællingen om en svær opvækst, en hverdag uden mor og far eller glæden ved at være på vej videre til en bedre fremtid.

"Udstillingen giver tilskueren et personligt møde med børnene, der reflekterer over deres egen identitet - på godt og ondt. Portrætterne udstråler en masse kraft, nerve, følelse og ærlighed, der vidner om, at disse børn virkelig har noget på hjerte. For børnene selv er udstillingen en fantastisk måde at blive set og hørt på, for de har brug for positiv opmærksomhed", siger projektleder Sylvia Blazejowski fra Børnehjælpsdagen, der står bag kunstprojektet i samarbejde med Aros.

Øjnene sad for langt nede

Det har ikke været lige let for alle børn at forholde sig til deres eget ansigt.

"Det var svært i starten. Faktisk begyndte jeg at græde, da jeg havde tegnet mig selv. Marianne (den tilknyttede kunstner, red.) viste mig, at mine øjne sad for langt nede. Så gik jeg. Jeg ville gerne lave det perfekt. Men så hentede Marianne mig, og vi fik ændret det. I dag er jeg glad for billedet. Det viser min personlighed og følelser", fortæller 16-årige Marie Louise Fruergaard til fagbladet Socialpædagogen.

Hun går på Mellerup Skolehjem ved Randers, hvor Hanne Krogh Møller er socialpædagog.

"Mange af vores børn ser ikke sig selv på samme måde, som vi ser dem, når de kigger sig i spejlet. De har et dårligt selvbillede. Så det var grænseoverskridende for flere af dem at kigge på sig selv", siger hun.

Tips til arbejdet med selvportrætter i det pædagogiske arbejde

På baggrund af projektet giver fagbladet en lille anvisning i, hvordan man kan arbejde med selvportrætter i det pædagogiske arbejde:

Man kan bruge en overheadprojekter til at kaste et foto op på lærredet og lade børnene tegne et omrids til at gå videre med. Derefter kan man lade dem granske deres ansigt i et spejl for at få styr på dimensioner og farver. Men man skal samtidig understrege, at kunst ikke handler om fotografisk gengivelse, og man kan enten slå dørene op til en kunstudstilling eller vise malerierne på det lokale rådhus eller bibliotek.

Udstillingen på Aros i Aarhus kan ses til og med fredag i næste uge.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Selvportrætter giver anbragte børn et bedre selvbillede

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS