Rinkenæs Skole, Kværs Skole, Egernsund Skole, Bakkensbro Skole, Nybøl Skole og Lysabild Skole har i gennemsnit ti lærere på hver skole. Nogle fag bliver kun varetaget af én lærer, så der er ikke megen mulighed for faglig fordybelse og idéudvikling i faggrupper. Men på initiativ fra skoleleder på Rinkenæs Skole, Ulla K. Brommann, startede de seks små skoler for to år siden et samarbejde, hvor de udnytter hinandens viden, erfaring og idéer. Det er nu blevet belønnet med Danmarks Lærerforening og Skolestyrelsens Månedens gode eksempel i februar.
Initiativet med samarbejdet på tværs af skolerne har ifølge alle seks skoleledere resulteret i større arbejdsglæde blandt personalet.
Udgangspunktet for samarbejdet har været Fælles Mål, og derefter har personalet selv sat dagsordenen for møderne. Det glæder undervisningsminister Bertel Haarder.
"De seks skoler viser, hvad der kan komme ud af at tænke sin egen arbejdsplads ind i en større sammenhæng. Det gode eksempel på en skole kommer de fem andre til gode, fordi personalet gerne og åbent deler ud af deres viden og erfaring", siger han.
Økonomisk fordelagtigt
De små skoler henter også en økonomisk gevinst ved at lave fælles arrangementer, blandt andet en fælles pædagogisk weekend om læringsstile. Nu mødes skolelederne og formændene for de seks skolebestyrelser.
"Det har bare været rigtigt godt. Vi er alle små skoler med trængte økonomier, og vi sidder med de samme problematikker og opgaver omkring drift, pædagogik og ledelse. Bare det at sætte sig ned sammen og sætte ord på udfordringerne giver utroligt meget", siger Ulla K. Brommann.
Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, roser skolernes initiativ.
"Samarbejdet er til gavn for eleverne, men i høj grad også for lærerne, der får mulighed for at udvikle sig i fagligt samspil med ligesindede. Det gavner miljøet på skolerne og giver større arbejdsglæde", siger han.
Månedens gode eksempel udpeges af Undervisningsministeriet og DLF. Både for at skabe et positivt billede af det engagement, der bærer folkeskolen, men også for at gøre det muligt for skolerne at drage nytte af andres succeser. Af den grund bliver alle ansøgninger lagt frem på Undervisningsministeriets hjemmeside.
Seks små skoler er Månedens gode eksempel
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.