Materialets målgruppe er 9.-10. klasse; på grund af temaer og sværhedsgrad overvejende 10. klasse. Materialet er bygget op omkring en tekst- og strategibog uden en systematisk progression, så eleverne kan arbejde selektivt, for eksempel ud fra temainteresser eller sproglige behov. Ansvaret for egen læring med læreren som vejleder har høj prioritet hele materialet igennem.
Tekstbogen er inddelt i fire overordnede temaer med fokus på identitet, kropskultur, kendte tyske biler og deres historie og medieverdenens magt og indflydelse. Teksterne giver viden og indsigt i tysksproget kultur. Layouten er meget læsevenlig. Hvert kapitel indeholder varierede teksttyper. Faktateksterne er gennemgående meget informationstætte, og de litterære tekster har i mange tilfælde et relativt højt abstrationsniveau. Et systematisk strategiarbejde vil være en forudsætning for et tilfredsstillende udbytte af teksterne. Alle tekster på nær to er indspillet på cd.
Strategibogen er formuleret som en håndbog til eleven. Den indeholder en overordnet indføring til hvert tema, varierede opgaver til teksterne i tekstbogen, forslag til projektorienterede forløb inden for hvert tema, særlige afsnit om læringsstrategier med fokus på lytte-, tale-, læse- og skrivestrategier, tilegnelse af ordforråd, arbejde med billeder og en vejledning i projektarbejde. Den grammatiske del er bygget op efter det induktive princip. Der fokuseres på væsentlige områder, for eksempel verbets funktion og ordstillingsproblematikken. Der bruges ofte mange ord og sceniske fremstillinger i vejledningsbeskrivelserne, hvilket nogle gange godt kan virke mere uoverskueligt end støttende for eleven. Opgaverne ville i mange tilfælde være mere overskuelige for eleven, hvis tekstmassen layoutmæssigt var mere åben med en typografisk markering af spørgsmål og arbejdsanvisninger. Opfordringen til brug af portfolio er god, da det styrker elevens samlede overblik over undervisningens indhold, den løbende individuelle målsætning og resultatet af læringsprocesserne.
Lærervejledningen indeholder en overordnet indføring i materialet med fokus på tekst- og strategibog, nogle didaktiske og metodiske overvejelser, en overskuelig side for side-vejledning. Desuden et nyt og godt input i form af nogle Einstufungstest i de fire kommunikative færdigheder, som kan være en god hjælp for både læreren og eleven til at danne sig et overblik over stærke og svage sider i tysk og derudfra opstille nogle mere præcise og relevante læringsmål og undervisningsplaner. Et godt hjælpeværktøj for eksempel i begyndelsen af 10. klasse. Kopiforlæg til støtte for opgaverne og facit til de lukkede opgaver findes også i lærervejledningen. Cd med Einstufungstest er indlagt i lærervejledningen.
Materialet signalerer tydeligt holdningen til og behovet for en systematisk træning og giver nogle kvalificerede bud på, hvordan det kan udmøntes i praksis.
Sechzehn
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.