Se det sårbare barn bag attituderne

"Jeg var så ked af det, dengang jeg gik i skole. Jeg havde så mange problemer, og mine tanker var alle andre steder end i skolen, de handlede om, hvad der var sket i familien i nat, og hvad der ville ske, når jeg kom hjem", fortæller Marie, som i dag er 24 år og er kommet ud af tiden som vild og voldelig teenager. Hun stod på talerstolen ved Det Kriminalpræventive Råds årsmøde i København i dag onsdag.

"Og når man så møder uforberedt og er ukoncentreret, og man måske i 8. klasse kommer til sin ottende skole og skal forholde sig til en masse nye mennesker og har en masse huller fagligt. Så tager man lige en lynscreening rundt i lokalet og finder de andre ballademagere, fordi de er de eneste, der forstår én. Sådan havde jeg det i hvert fald", fortæller Marie.

"Hvad kan skolen gøre? Personlig kontakt mellem lærer og elev! At læreren bare bruger et minut om morgenen på lige at spørge, 'er du okay i dag?'. Hvis læreren er ligeglad med mig, så er jeg også ligeglad med læreren. Jeg kunne ikke se et formål med at gå i skole, jeg vidste jo, at jeg ku' lave mange flere penge på kriminalitet. Sådan så jeg det dengang. Men hvis nu en lærer kunne lave en aftale med eleven måske om noget lektiehjælp for bare nogle få elever. Så ville de automatisk også blive åbnet for en dialog".

"Det handler også om at forstå, at attituderne er et panser. Se igennem de seje drenge og piger - der er en lille såret person indeni! 'Jeg smadrer dig, din luder' betyder ikke, at han vil gå ud og smadre en luder, det betyder nok noget helt andet - det betyder, at han måske føler sig trådt på".

Marie har gået på ti skoler - den eneste, hun var rigtig glad for, var et projekt for gadebørn, hvor hun kom, fordi man fik en halvtredser om dagen for at møde op:

"Der oplevede jeg for første gang, at der var nogle mennesker, der troede på mig og gad lytte til mig!"