Mange engelsklærere sukker efter gode frilæsningsbøger til mellemtrinnet. Benni Bødker har på dansk skrevet den charmerende fantasy-serie om pigen Sarin, der leder efter sine forsvundne forældre, og nu er serien mesterligt oversat til engelsk af Edward Broadbridge, der også har indtalt den medfølgende cd.
I "Sarin in the Foggy Mountains" følger vi Sarins og løvedrengen Nomes rejse til Tågebjergene. Før de kommer så vidt, hjælper Sarin med at fange en enhjørning, hvis horn kan redde en meget syg dreng hos Tågefolket. Bole, som drengen hedder, bliver helbredt, og som tak hjælper han hende hen til den lokale heks, som viser sig at være Sarins bedstemor. Forældrene er dog ikke hos Tågefolket, så Sarin må igen drage videre. Denne gang får hun følgeskab af Bole, der kender vejen til Nordheim, som forældrene tidligere er blevet bortført til på grund af morens magiske evner. I Nordheim slås de imod magiske kræfter, der vil gøre alt for at få dem arresteret. Sarins juvel, der er hendes eneste minde om forældrene, afslører hende. Vagterne indser, at hun kan have magiske kræfter. Sarin arresteres, men bevarer håbet om at gense forældrene.
Begge bøger er udstyret med fine opgaver, der dækker ordforråd, mundtlige og skriftlige øvelser og grammatik. Bøgerne er fint illustreret af Christian Højgaard, som har lagt vægt på at gøre billederne meget dramatiske og appetitvækkende. Alt sammen bidrager til at opfylde Fælles Mål II's krav om at styrke lytteforståelse, kommunikative færdigheder, ordforråd, grammatik samt mundtligt og skriftligt arbejde.
Sarin in the Foggy Mountains / Sarin in Nordheim
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.