Sang i landsbyskolen i 1800-tallet

"Ej blot til Lyst fik Mennesket Syngeevner", udtalte H.O.C. Zinck, der var sanglærer ved Blaagaard Seminarium fra 1791 og tyve år frem. Udsagnet er tvetydigt og ville sagtens finde tilslutning hos de elever, der i landsbyskolen gjorde sig så ud til bens, at de kunne fritages for dagens sidste undervisningstime.

Men ellers har fællessang været elsket blandt almindelige mennesker, selv om det almindelige resultat af kirkesangen af en fremtrædende komponist blev beskrevet som "et raat Skrig uden reen Intonation".

Noget måtte der gøres, og denne afhandlings flittige forfatter gennemgår kyndigt og systematisk, hvordan skiftende magthavere - både dem, der formelt bestemte, og dem, der i praksis gjorde det ude i sognene - har håndteret opgaven med at lære skolebørn at synge. Hun undersøger både officielle forordninger og sporer lærerne i et vestsjællandsk sogn for at få et indtryk af deres kvalifikationer og praksis. Desuden behandler hun grundlag og udbredelse for en række sangbøger samt de redskaber og staldfiduser - såsom indbyrdes undervisning - der blev udtænkt for at fremme et velklingende resultat.

Bogen er solidt videnskabeligt arbejde med talrige oversigter og fortegnelser over lovstof, sangbøger, arkivalier vedrørende Sanginspektionen og meget andet. Hensynet til systematikken går her og der ud over en flydende læsning, men den er spændende og lærerig. Og forhåbentlig inspirerende for andre, der vil forske videre i dette område, der ikke blot giver indsigt i sang- og musikfagets historie, men også i tanker og ideer om og praktiske vilkår for at holde skole gennem tiderne.