KDAS og Blaagaard fik sidste år tilsammen 126 1. prioritetsansøgere. I år, hvor de to uddannelsessteder er ved at blive lagt sammen, har kun 90 valgt at søge ind.
"Vi har forventet og også budgetteret med, at det ville gå tilbage for KDAS/Blaagaard i år. Det er aldrig godt for ansøgertallene, når der er uro", siger uddannelseschef Tove Hvid til folkeskolen.dk.
Barbieseminarium
KDAS har en del tosprogede lærerstuderende, og Tove Hvid har en formodning ud fra introduktionsmøderne, at de tosprogede ansøgere har holdt sig tilbage i år.
"De tosprogede studerende kalder Blaagaard et 'barbieseminarium' - altså lyshårede piger med lange ben. KDAS er derimod det sted, man kender, og man har en forventning om, at man blive hørt og set. Vi kan ikke tale os ud af, at vi forsøger at etablere samme miljø her på stedet. Vi er nødt til at komme i gang", forklarer Tove Hvid.
Der er fuld gang i sammenlægningen, som skal være endelig klar i fysisk form 1. august. Arkitekterne er i gang med at lave udbygninger, lærerne er ved at skrive ny studieordning, og de studerende er ved at skabe et nyt studiemiljø.
"Der er en del med anden etnisk baggrund med i gruppen, der planlægger studiemiljøet. Og dem der er involveret i processen er fuld af fortrøstning, men vi skal lige have lov til at flytte sammen, og så vil historien gå om, at det er ligeså godt og på nogle måder bedre. Men det koster at træffe sådan nogle beslutninger".
Skårup har halveret ansøgertallet
Et par andre uddannelsessteder har oplevet små fald i ansøgertallene. Men på læreruddannelsen i Skårup er ansøgertallet gået fra 38 til kun 16 1. prioritetsansøgninger i år.
"Vi har set, at der gennem en længere periode har været større pres på de små uddannelsessteder. Om det er den tendens, der slår igennem ved jeg ikke. Men vi har set tallene, og går i gang med en række initiativer med det sammen", siger rektor på UC Lillebælt Erik Knudsen.
Uddannelsen skal holde møde med kommunen for at udbygge samarbejdet om at profilere uddannelsen. Det skal både handle om skabe uddannelsesstillinger og om at øge den lokale rekruttering.
"Vi vil bruge de næste måneder på at gøre en ekstra indsats, og så håber vi på et fornuftigt optag til sommer".
Se ansøgertallene til de enkelte uddannelsessteder via linket til højre.
Sammenlægning koster ansøgere på Blaagaard/KDAS
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.