Sameksistens på nye vilkår

For unge med indvandrerbaggrund står valget ikkemellem den nye og den gamle kultur her i landet. De laver selv en helt ny Forandringen af Danmark fra en etnisk og sprogligt homogen nationalstat til et samfund, der er noget andet, kræver opsamling af begreber, definitioner og problemstillinger, hvis vi overhovedet skal kunne tale sammen om vores daglige virkelighed. Denne gode artikelsamling hjælper godt på vej. Christian Horst gennemgår koncentreret og klogt en række af de forskellige opfattelser omkring indvandrere og integration, der findes på dagens meningsmarked. Den er god at få forstand af, før man som lærer eller samfundsborger begiver sig ud i diskussioner af emnet.

Begrebet medborgerskab synes for tiden at være det bedste bud på et samlebegreb for karakteren af den sameksistens, der kendetegner et samfund, hvis medlemmer er afhængige af hinanden, men som tolker livet på vidt forskellig måde og som følge deraf har forskellige mål for tilværelsen. Horst pointerer, at man sagtens kan bibeholde nationalstaten, magtens tredeling og de værdier, der er nedlagt i friheds- og menneskerettighedserklæringer. Det nye er, at man ikke opfatter staten som et magtredskab, der skal sikre, at alle borgere i en eller anden grad lever deres liv i pagt med bestemte normer. Hvad der er det gode liv, defineres tvært­imod af hvert enkelt individ eller gruppe.

Ninna Nyberg Sørensen behandler begrebet diaspora. Oprindeligt betegnede det hovedsageligt den længsel, jøderne følte efter Israel, uanset at man havde boet i et andet land gennem generationer og ikke sjældent besad indflydelsesrige poster i det nye samfund. Begrebet er imidlertid også egnet til at betegne den følelse af udlændighed, der præger mange indvandrere, uanset at de har tillagt sig dansk sprog og kultur i større omfang, end det umiddelbart fremgår af formiddagspressen.

Derudover behandler Nyberg nogle økonomiske aspekter af migration. Ikke som oplistning af sociale udgifter, men i forhold til deres betydning for udviklingen og eventuelt genopbygning af de lande, flygtninge og indvandrere kommer fra. Sociologen Flemming Røgilds peger på majoritetsdanskernes aktuelle forsøg på at afgrænse dansk kultur, som tager udgangspunkt i en idealiseret fortid i stedet for den virkelige nutid. Heri ser han et forsøg på at bevise det umulige i, at indvandrere nogensinde kan komme til at passe ind her hos os, og når det ikke kan lade sig gøre, kan de jo lige så godt forsvinde. Men argumentationen holder ikke, siger han. Indvandrernes børn er i fuld gang med at blive danskere. Bare på en anden måde.

Englænderen Les Bech, som vi også mødte i Røgilds bog om den sært fiktive Charlie Nielsens rejse, beretter i samme spor om nye blandingskulturer, der er opstået i England. Her ser man i stigende grad unge med indvandrerbaggrund som dog ofte er oppe i fjerde eller femte generation finde sammen med hvide unge i en form for oprør mod den hvide middelklasses konformitet. For unge mennesker vil ikke være masseprodukter med standardiseret religion og hårfarve. De vil være individuelle medborgere.