Samarbejdet mellem skolerne og indvandrerforældre halter. Det mener integrationskonsulent Esma Birdi, der blandt andet rådgiver skoler. Ifølge hende rækker det nuværende forældresamarbejde i det danske skolesystem ikke i forhold til indvandrerforældrene.
"Vi skal se forældresamarbejde i et andet perspektiv, end vi gør i dag. Det er ikke nok med en konsultation og forældremøde to gange om året. Det batter ikke. Der er en kæmpe kommunikationsbrist mellem skole og hjem. Der skal en større indsats til, både for skolen og forældrenes skyld og ikke mindst for børnenes skyld", siger Esma Birdi.
Vold er det eneste værktøj
Debatten om børn, der bliver slået i hjemmet, begyndte, da Folkeskolen skrev om en lærer fra Rådmandsgade Skole på Nørrebro, der erfarede, at 70 procent af eleverne i en 2. klasse blev udsat for vold derhjemme. Eleverne var primært tosprogede, og ifølge Esma Birdi er grunden til, at indvandrerforældre slår deres børn, at de selv er vokset op med den kultur. Det er en autoritær og hierarkisk opdragelse og ikke en pædagogisk opdragelse. Indvandrerforældrene kender ikke til pædagogikkens betydning.
"Det er en del af kulturen at slå. Man sætter børnene på plads, så de ved, hvor i hierarkiet de hører til. Man går ikke i dialog med barnet, men de har ikke andre værktøjer end at slå. Det er ikke fordi de er vilde med at slå, men det er nu engang de værktøjer, de har. Det er oftest på grund af manglende viden og frustrationer over at deres barn ikke lytter. For at ændre den holdning skal de have erstattet de autoritære opdragelsesformer med pædagogiske værktøjer", siger Esma Birdi.
Skal lære de demokratiske spilleregler
Hun mener, at der skal oplysning og dialog til for at ændre indvandrerforældrenes holdning til at slå børn.
"Indvandrerforældrene skal lære de demokratiske spilleregler. Vi skal have en dialogkultur i gang i stedet for den autoritære kultur. Og her skal fagpersonerne, blandt andet lærere, være meget opmærksomme på at fortælle forældrene, hvad de kan gøre i stedet for at slå barnet, når der er problemer", siger Esma Birdi.
Hun mener dog, det er sjældent at fagpersonerne er klædt ordentligt på til at håndtere forældrenes frustrationer.
"De skal være bedre rustet. Som det ser ud i dag, er der ingen fagpersoner, som er i stand til at give den rette vejledning. Fagpersonerne skal klædes på. Men det er ikke nok. Forældrene skal også klædes på, de skal oplyses. Der skal en fælles indsats til, og det kræver, at der tages hånd om problemerne fra start af, ellers skubber man bare problemerne foran sig", siger Esma Birdi.
Samarbejde med indvandrerforældre kræver større indsats
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.