De australske forskere er kommet frem til, at meget saltholdig mad hurtigt forhindrer blodårerne i at udvide sig, selv hos mennesker med normalt blodtryk. Det skriver AOL Health.
Forskerne overvågede 16 sunde mennesker, hvor halvdelen fik en tomatsuppe med lavt saltindhold, og den anden halvdel fik den samme suppe - blot med ti gange mere salt i.
Derefter byttede de, så den gruppe, der i første omgang fik suppe med lavt saltindhold, i anden omgang fik den meget saltholdige suppe. Og omvendt.
Efter hver servering målte forskerne deltagernes blodårer ved hjælp af ultralyd. Her opdagede de, at blodårerne hos den gruppe, som havde spist den meget saltholdige suppe, kun udvidede sig cirka halvt så meget, i forhold til den gruppe, der havde spist suppen med mindre salt i. Dette medførte en begrænset blodgennemstrømning. Effekten tog af i løbet af to timer.
"Det vigtige ved dette studie er, at det underbygger beviserne for, at salt både har en øjeblikkelig og kronisk effekt på blodårerne", siger doktor Sahil Parikh, kardiolog ved University Hospitals Case Medical Center til AOL Health.
Forskerne kunne påvise ændringer i blodårerne, hvilket er et tegn på tidlig åreforkalkning - en tilstand, hvor fedt hober sig op i blodårerne, hvilket kan føre til blodpropper og hjerteanfald.
Sahil Parikh mener ikke, at resultaterne er banebrydende, men underbygger andre studier.
"En meget saltholdig kost frarådes, da det kan give forhøjet blodtryk. Dette studie bekræfter vores antagelse om, at patienter med hjerte-kar-sygdomme bør indtage kost med lavt saltindhold", siger han.
Herhjemme anbefaler Hjerteforeningen, at mænd maksimalt indtager syv gram salt om dagen, mens kvinder maksimalt skal indtage seks gram salt dagligt.
Salt skader på 30 minutter
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.