Sæt undervisningen i centrum

Hvor tit bliver din undervisning afbrudt af et opkald over højttaleren fra kontoret? Af elever, der skal til tandlæge eller korprøve? En kollega, der lige skal give en besked? Og så videre.

Prøv at finde ud af det, og diskuter, hvad I kan gøre ved det. Sådan siger John Steinberg i en fremragende lille bog med en provokerende tåbelig titel, »Lektionen är helig«. Men med en god undertitel: »När undervisningen står i centrum«. Steinberg er amerikaner, men har siden 1971 boet og arbejdet i Sverige. Han er doktor i pædagogik og har en fortid som skoleleder – er altså både teoretiker og skolepraktiker.

»Lektionen är helig« henvender sig til skolens lærere og ledere. I korte afsnit ridser han problemstillinger op, en ad gangen, og kommer så med konkrete bud på, hvordan de kan registreres og undersøges. Hvert afsnit slutter med oplæg til en diskussion blandt kolleger i teamet. Og vel at mærke en diskussion, som skal følges op med beslutninger. Hvad skal du selv gøre for at føre beslutningen ud i livet? Hvad skal alle kolleger – eller lærerteamet – gøre for at løse det konstaterede problem?

I en række afsnit sættes der fokus på selv lektionen: Hvor længe er I om at komme i gang med selve undervisningen? Hvornår kommer du ind i klassen? Hvornår ankommer den sidste elev? Hvor lang tid varer din introduktion eller gennemgang? Hvor længe går der, inden den første elev spørger, hvad det er, de skal? Der er forslag til registreringsskema, forslag til diskussionsspørgsmål og så videre.

I to store afsnit sættes fokus på lærerens og på lærerteamets arbejde. I det første opfordres man for eksempel til i en periode at føre en »glædesdagbog«. Hvornår bliver du glad og stolt – på arbejdet og derhjemme? Efter en række diskussionsspørgsmål står der så med helt store typer: »Med andre ord: Hvad mener I, når I kommer ned på lærerværelset og siger: ’Jeg har lige haft en smaddergod time’?« Afsnittet om teamet giver bud på, hvordan man sammen kan diskutere brug af læremidler, undervisningsmetoder og nye forskningsresultater. Og på hvordan man kan give hinanden feedback.

Forfatterens teoretiske afsæt kunne være beskrevet tydeligere. Men omvendt er det befriende, at teksten er så praksisnær og uden mumbo-jumbo-pædagogiske fremmedord. Steinberg argumenterer for kollega- og lederbesøg i lektionerne, men kommer ikke med 53 punkter, man skal se på. Med afsæt i Carolyn Downey med fleres »The Three-Minute Classroom Walk-through: Changing School Supervisory Practice One Teacher at a Time« lægges der op til fire-fem minutters besøg hos hinanden. Formålet er ikke at bedømme undervisningen, men at træne øjne og ører i at blive opmærksomme på momenter og beslutninger, som bidrager til kvalitet – eller det modsatte. Og det overordnede mål »er at etablere en kultur på skolen, hvor det er helt okay at besøge hinanden, at diskutere, hvad man ser og hører på skolen og de konsekvenser, det fører med sig for skolens kvalitet og udvikling«.

Steinbergs ønsker med bogen er at bidrage til at genskabe lærerprofessionens værdighed og at skabe faglig stolthed og professionalitet i arbejdet. Det giver den gode muligheder for. »Lektionen är helig« er skrevet på letforståeligt svensk, men bør hurtigst muligt oversættes til dansk.