Sådan sker læring i praksis

Læring foregår altid i tæt samspil mellem mennesker, siger svensk ekspert. Hans formidling af læringsteori er fremragende og letlæst

Det er en udsøgt fornøjelse at læse Roger Själjös bog, »Læring i praksis«, og mange af hans akademiske kolleger kunne lære en hel del af ham om formidling. Själjö er professor i pædagogisk psykologi ved Göteborg Universitet og regnes for en af Sveriges førende forskere på det læringsteoretiske område. Hans formidlingsform er elegant, letflydende og journalistisk, uden at han går på kompromis med præciseringen af begreberne. Han bruger mange konkrete eksempler, som - ud over at lette forståelsen - ofte er morsomme.

Roger Själjö forsøger med bogen at gøre et sociokulturelt perspektiv på læring begribeligt for en bred læserkreds, især mennesker, der beskæftiger sig med undervisning og læring. Han viser, at videnstilegnelse ikke kun er en individuel proces, den sker i et tæt samspil med andre mennesker. Ved at betone, hvad undervisning og pædagogik tilfører mennesket, modvirker han det nativistiske perspektiv, der hævder, at menneskets formåen er fastlagt allerede fra fødslen. Og så sender han læseren på en spændende rejse gennem den historiske udvikling, hvor man får lov at opleve, hvordan menneskets udvikling sker i samspil med samfundsudviklingen - læringen ændres, når mennesket får nye resurser til rådighed.

Det fremgår klart af bogen, at skole og undervisning er en af de største forandringer i menneskets livsvilkår, og Själjö nævner flere gange dannelsesperspektivet, men det bliver ved den overfladiske berøring af temaet, og det samme gælder også overvejelser over etiske spørgsmål i forbindelse med undervisning og læring. Men det skyldes måske, at han i Sverige opfattes som den, der altid betoner etikken i forbindelse med alle former for kommunikation.

De teoretiske udgangspunkter er blandt andre Jane Lave, Michael Cole og Silvia Schribner, men er Lev Vygotskij i centrum. Og Själjös kritiske brug af Vygotskijs teorier sker på så fornem en måde, at alle andre forsøg - som anmelderen kender - på at formidle teorien om den nærmeste udviklingszone blegner. Det er håndholdt teori, der demonstreres i praksis. Men med en kritik af Vygotskijs begreb »internalisering«, som fejlagtigt kan antyde, at læring er noget, der komme ind i individet udefra. Gennem Roger Själjös bog, »Læring i praksis«, får man en god teoretisk søgeramme til at studere læring i praksis. Bagefter husker man umiddelbart mange af eksemplerne, og de vil fint kunne indgå i en del diskussioner om undervisning og læring.

Der er for eksempel det om læreren, der i sand Piagetsk ånd beder eleverne gennemføre et forsøg i fysik med den såkaldte optiske bænk. En lyskilde rammer en blyant, der kaster skygge på et papir. Den naturvidenskabeligt skolede lærer ser nogle optiske principper om, at lys bevæger sig i en lige linje, og at det ikke kan gå gennem faste objekter. »Find ud af, hvad der sker«, siger han til eleverne. Men i deres øjne sker der overhovedet ingenting! Lys er ikke bare lys. Fysiklæreren, eleven, digteren, perceptionspsykologen opfatter det forskelligt. Det sete afhænger af, hvilke begreber vi har lært.

Den slags eksempler bruger Roger Själjö til at illustrere sine pointer. Og han gør det fornemt. Man ser læringen i et nyt lys, når den betragtes gennem Själjös optik.