Ruslands folkeskole på vej

Begrebet 'folkeskolesystem' er ikke mere så nemt at definere i dagens Rusland, som det var i sovjettiden. Det gælder såvel det faglige indhold som undervisningsformer og pædagogiske principper. Endnu for ti år siden, da de samme skoleelever, som nu i slutningen af juni fik udleveret deres skolebeviser, begyndte i 1. klasse, var skolesystemet ikke meget anderledes end i Stalins tid. Det var på en gang den berygtede og den berømte sovjetiske skole med ideologisk indoktrinering af både elever og lærere, 'godkendte' ensartede skoleprogrammer og lærebøger, streng disciplin samt en mærkelig blanding af elendig undervisning i humanistiske fag med udmærkede faglige præstationer i matematik, fysik og kemi. Skolen afspejlede det konkrete samfundsøkonomiske og politiske system og var med til at holde det ved lige.

Rusland er i dag et overgangssamfund. Forhåbentlig drejer det sig nu om en overgang fra et diktatur til demokrati, fra en slags socialisme til en slags markedsøkonomi. For skolen betyder 'overgangen' blandt andet, at alt stort set er tilladt. Men kun udviklingen vil vise, hvilken skole der bedst passer både det nye samfundsmønster og den russiske skoletradition.

Den russiske skoletradition har altid været baseret ikke mindst på læreres høje faglige kunnen og viden, eller har i hvert fald stræbt efter det. En matematiklærer skulle først og fremmest være en god matematiker, mens en lærer med passende pædagogiske evner og dog ikke særlig kyndig på det faglige område aldrig kunne regne med respekt fra skolens, forældrenes eller elevernes side. Og uanset i hvilken retning folkeskolen i Rusland vil evolutionere, kan man næppe forestille sig andet, end at kravene til læreres faglige kvalifikationer vil være stadigt stigende.

Både kommunale skoledirektorater og skoleledere har nu frie hænder til at eksperimentere for at bryde 'den kedelige ensartethed' og i højere grad at udnytte elevernes individuelle anlæg og interesser. Også for at finde nye og mindre autoritære undervisningsformer. Denne udvikling har foreløbig ført til, at forældre bestormer de eksperimenterende 'spændende' folkeskoler og gør alt for at undgå de kedelige 'normale' skoler. På 'de alternative' skoler får eleverne flere tilvalgsfag og flere undervisningstimer om ugen, og som følge af det har de så næsten ingen tid til andet end skole og lektier. Til gengæld har eleverne fra de traditionelle skoler betydelig ringere chancer for at klare adgangskonkurrencen til højere læreanstalter og bliver derfor dømt til beskæftigelsesproblemer i fremtiden. Og hvad er så bedst? . . .

I realiteten får skolerne typisk ingen ekstra penge til deres eventuelle innovationer og udvidede programmer med flere læretimer. Det må så 'de initiativrige' skoleledere selv skaffe midler til. Eller forældrene. Hvis de vil og kan. Det har allerede så småt begyndt at føre til, at enkelte 'spændende' skoler kun er tilgængelige for betalingsdygtige elever. Men det er der ikke noget at sige til: Rusland forvandles nu hurtigt til et klassesamfund, der i stigende grad får brug for forskellige slags skoler inklusive private, der skal imødekomme behov fra de nye sociale lag i det postkommunistiske Rusland.

Maxim Tevelev er direktør for firmaet Intertimes og lærer på Skole 555 i Sankt Petersborg.