Ronja Røverdatter

Romanen, der er en af Lindgrens senere værker, udkom første gang i 1981. Den blev dengang oversat til dansk af Ellen Kirk, der for så vidt var en habil oversætter, men som havde sine særheder, med det resultat at den udgave, som et par generationer børn og voksne nu har glædet sig over, faktisk på mange punkter er anderledes end det svenske forlæg. Astrid Lindgren havde en særlig teknik til at beskrive, når en stor følelse gennemstrømmede en af hendes personer. Så vælter hun stemninger og beskrivelser af sig i en stor bunke, så oplæseren bliver helt forpustet, og børnene sidder med en kompleks oplevelse af situationen inde i hovedet. Disse strømme af indtryk havde Ellen Kirk det med at behandle på skolefrøkenvis, så der kom orden i ortografien, og ikke et komma stod forkert. Til gengæld var der god tid til at tænke på noget andet, indtil oplæseren kunne gå videre fra sine påduttede ophold. Det er der rettet op på i nyoversættelsen, der også lægger et andet, mindre formelt og mere associerende stilleje - som når "mosdækkede klippeblokke" bliver til "mosklædte bjergknolde".

Derimod er der stadig et problem med titlen: På svensk hedder bogen ikke "Ronja Rövardotter". Det er "Ronja", som er pigens navn. Titlen "rövardotter" står på næste linje med minuskel først. Indvendingen er muligvis pedantisk, men jeg synes, det gør en afgørende forskel: I den danske version bliver erhvervet en del af hendes identitet, som det jo er bogens pointe, at hun vil gøre op med, når hun engang skal bestemme på Mattisborgen. I den svenske bruges ordet som nøgtern betegnelse for det, der nu engang er hendes vilkår.

Historien er som altid "Romeo og Julie" for bjergrøvere tilsat et godt mål robinsonade samt et tidstypisk generationsoprør. Den bliver ikke helt det gode mod det onde, for alle parter - med undtagelse af skovheksene - indeholder elementer af begge dele. Men heldigvis må man selv om, hvorvidt man vil læse den som led i en dannelsesproces eller bare for spændingens skyld.