Når Lars Rock (30) spiser frokost med eleverne på Snekkersten Skole i Nordsjælland sker det, at han prøver en ny sang eller musikvideo af på dem. "Eleverne holder sig ikke tilbage for at sige, at det jeg laver er megadårligt", siger Lars Rock. Men samtidig er han også sikker på, at det, at han er guitarist i rockbandet The Floor is Made of Lava hjælper ham til at etablere relationer til nogle elever. "Men for andre betyder det ikke noget. Mange er helt ligeglade".
Dobbeltspor fra begyndelsen Lars Rock blev uddannet lærer i 2009 med linjefagene musik, historie, dansk og engelsk. Siden har han undervist på Snekkersten Skole. The Floor is Made of Lava fik pladekontrakt i 2006 - samme år, som bandet blev dannet. Som barn af to lærere gav Lars Rock ikke slip på studierne, og mens bandet turnerede, løste han opgaver til sin læreruddannelse. Bandet styrede mod succes og spillede opvarmning for det engelske band Oasis samme år som Lars Rock fik lærerbeviset i hånden. Egentlig var han klar til at give musikken første prioritet og sætte lærerlivet på standby. Men hans kæreste opfordrede ham til at satse på begge dele på en gang. Det fik ham til at søge job som lærer. "Til jobsamtalen sagde jeg det, som det var. Det jeg havde, var mere end et fritidsband. Jeg ville gerne arbejde fuld tid, men jeg blev nødt til at få fri, når jeg skulle spille. Det betyder selvfølgelig, at jeg er meget fleksibel og har perioder på skolen, hvor jeg virkelig arbejder mange timer, men det var skolelederen med på", siger Lars Rock. Men det fleksible liv har også budt på udfordringer. "Vi spiller som regel torsdag, fredag og lørdag aften. Når vi er i Danmark forsøger vi altid at tage hjem torsdag nat, og så møder jeg ind på skolen fredag morgen. Så det er ikke om torsdagen, vi fester efter koncerten. Nogle gange får jeg ikke så meget søvn, men det har nu aldrig været et problem. Jeg kan sove, når jeg bliver gammel", siger Lars Rock.
Musik tæmmer urolige drenge De første tre år efter han blev ansat på Snekkersten Skole var musik en fast del af hans skema.
"Når jeg har de små elever, fokuserer jeg meget på sang. Vi synger alt fra Kim Larsen til salmer. I 5. klasse fokuserer jeg mere på musikhistorie. Her laver jeg forløb om Elvis, Mozart og Johnny Cash", siger Lars Rock og fortæller om en episode, hvor eleverne var meget glade for 50 Cent. "Jeg lyttede til eleverne og lavede et forløb, hvor vi lyttede til hans numre. Det fangede deres opmærksomhed helt vildt, og det blev tværfagligt mellem engelsk og musik". I Lars Rocks verden er en de bedste ting ved musikfaget i folkeskolen, at det giver udfordrede elever succesoplevelser. "Drenge, der har problemer i de andre klasser sidder som englebørn og synger. Elever, der har det svært i andre fag, får succesoplevelser i musik", lyder hans erfaring. I år underviser han for første år ikke i musik. Han har fået lov til at lægge meget energi i engelsk, som han underviser i både i indskoling, på mellemtrinnet og i udskolingen.
En gang lærer - altid lærer Folkeskolereform og nye arbejdstidsregler kunne godt være noget, der fik en lærer som Lars Rock til at være bekymret for, hvordan hans hverdag skal hænge sammen. Men sådan er det ikke. "Da jeg blev ansat fik jeg at vide, at der var mulighed for fleksibilitet. Det regner jeg med stadig gælder", siger han. Bandet tager dog lige nu en pause. Efter pladeudgivelser og uafbrudt turne siden 2007 har de besluttet, at der i en periode skal være ro på. Lars Rock er far til en lille dreng og takker sin tålmodige kæreste for, at familieliv, lærer- og musikerkarriere hænger sammen. Han kunne ikke tænke sig det anderledes. Selv om The Floor is Made of Lava pludselig fik et kæmpehit, og pengene rullede ind på musikerkontoen, forlader han ikke lærerlivet. "Jeg har aldrig overvejet at stoppe som lærer. Jeg kan virkelig godt lide arbejdet. Det er ikke pengene, der gør forskellen".
Rockmusiker: Mine elever er gode kritikere
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.