Ringe i vandet

Som en tænkt forlængelse af Sangens År er der blevet udgivet en gratis sangbog til skolebørn. En fin manifestation af sangens betydning i skolerne. Og måske også mest en markering, for der findes jo i forvejen sangbøger, som indeholder stort set det samme. Derfor er det relevant at spørge, om det vil betyde noget, at hver enkelt elev har sin egen? Ja, man kunne jo forestille sig, at bogen altid lå i tasken, klar til brug i mange af skolens fag! Eller man kunne håbe, at bogen vil stimulere sanglysten i hjemmene.

Alle bogens brugere vil formentlig bladre i den og skiftevis tænke: "Godt at denne sang er med" og "Jeg savner godt nok lige præcis ...". Sådan har jeg det også, men samlet set synes jeg, at redaktørerne vælger og fravælger fornuftigt. Der er i sagens natur mange traditionelle danske sange og salmer med, og fra den nyere, folkelige sangskat er Lars Lilholt og Kim Larsen de bedst repræsenterede.

Mest kontroversielt er optaget af 12 sange fra Mellemøsten og Pakistan. Bag dette ligger vel en håndsrækning, en tiltrængt markering: "I er velkomne her, vil I ikke synge med - og må vi høre mere om jeres baggrund?" Desværre står der intet om udtale eller enkelte ords betydning. For mig vil det betyde, at jeg ikke kan bruge sangene, medmindre, naturligvis, at der i klassen går et barn med eksempelvis tyrkisk baggrund.

Heroverfor kan man spørge, om det er tilfredsstillende at se sin kultur repræsenteret af én sang? I flere af motivationerne for valg af de pågældende sange angives, at sangen i oprindelseslandet "synges meget" eller "er meget populær". Jeg kan nemt komme i tanke om danske sange, som jeg nødigt vil se kanoniseret eller gjort til enerepræsentant for den danske sangskat!