Revurdering eller forsvar?

Skolers valg af bestemte pædagogiske systemer kan være styret af både rationelle og irrationelle forhold. Men vi taler sjældent om det.

I stresslitteraturen rettes fokus blandt andet på den særlige kompetence, det er at kunne mestre vanskelige situationer. Revurdering betyder i den sammenhæng, at personer bevidst forholder sig åbent til de omgivende indtryk og løbende revurderer og danner ny mening. Man er i stand til at træffe rationelle beslutninger i forhold til givne mål.

Et andet fænomen, som også i praksis påvirker personer i beslutningsprocessen, er forsvarsmekanismer, som dog er af ubevidst karakter. Dele af psykologien har siden Freud været optaget af både individuelle og gruppemæssige forsvarsmekanismer, der ubevidst træder i kraft, »når livets skjorte føles for kort«. Forsvarsmekanismens funktion som for eksempel benægtelse er som bekendt at formilde den angst eller det pres, vi kan opleve, når forskellige situationer bliver for belastende. Man bliver blind for muligheder, forsimpler tilværelsen og finder sig til rette med enklere måder at forstå sig selv og livet på. Det kan til dels være nødvendigt, men resultatet er, at værdifulde perspektiver mistes af syne.

Men både hos individer, i team og i organisationen er det svært at identificere, om der i praksis er tale om revurdering eller forsvarsmekanismer. Hvis man anerkender begrebet forsvarsmekanisme, kan man dog med rette sætte spørgsmålstegn ved de valg og handlinger, der foretages.

I den senere tid er jeg blevet nysgerrig efter at forstå de meget konsekvente beslutninger om bestemte pædagogiske systemer, der træffes rundt om på gode danske folkeskoler.

Er valgene af bestemte pædagogiske retninger og redskaber udelukkende et udtryk for revurdering - altså rationelle forsøg på at honorere nutidens mange komplekse og ofte modstridende krav - blandt andet ud fra grundige pædagogiske vurderinger og forslag fra forskningen? Eller er de udtryk for et ubevidst ønske om en forenklet ramme for hverdagens pædagogiske praksis, så man nemmere kan forholde sig til den endeløse mulighedspalet, det vanskelige teamarbejde eller oplevelse af ens egen faglige kompetence? Og hvis det sidste er rigtigt, kan denne forenkling så anskues som en art subtil forsvarsmekanisme, som vi i givet fald ikke er klar over?

Det er min erfaring, at det pres, som lærere og ledere oplever, ofte giver anledning til, at de revurderer praksis, så deres beslutninger får positiv betydning for valg og anvendelse af bestemte pædagogiske tilgange. Jeg mener blot, at vi skal være opmærksomme på, at skolers valg af pædagogiske modeller, systemer og strukturer også kan være påvirket af ubevidste forsvarsmekanismer såsom benægtelse, fordi systemerne har en tryghedsskabende funktion. Og denne benægtelse af, at der kan vælges andre relevante pædagogiske muligheder, begrænser både skolens praksis og lærernes autonomi.

»Både hos individer, i team og i organisationen er det svært at identificere, om der i praksis er tale om revurdering eller forsvarsmekanismer«.