De tidligere regeringsudspil om en fælles læreruddannelse med fagene dansk og matematik delt op i hver to linjefag for henholdvis de yngste og de ældste elever er også på banen. Det er de to modeller, der ligger på bordet, når Globaliseringsrådet skal holde møde. På mødet vil professor Jens Rasmussen også holde oplæg om lærerudannelse. Han stod i 2003 i spidsen for en evaluering af den nuværende enhedslæreruddannelse - en evaluering, der overordnet konkluderede, at den gældende læreruddannelseslov fungerer godt.
Alligevel er der altså fra regerings side lagt op til en lærerudannelse målrettet forskellige aldersgrupper. Uddannelsen målrettet for folkeskolens yngste klasser skal have sin tyngde i pædagogik, praktik, dansk, matematik, natur/teknik og de praktiske fag. I de pædagogiske fag skal de studerende fx kunne specialisere sig i læseundervisning, tosprogede eller børn med særlige behov. De studerende på uddannelsen rettet mod den ældste halvdel af folkeskolen skal vælge to linjefag, som udgør halvdelen af uddannelsestiden. Der kan være fælles moduler for de to retninger, hedder det i oplægget.
Den anden model med opsplitning af fagene dansk og matematik minder om den, tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs lagde frem, men med færre end de nuværende fire linjefag.
Regeringen lægger samtidig op til en styrkelse af læreruddannelsen på en lang række områder. Der skal være et tættere samarbejde mellem universiteternes forskningsmiljøer og CVU'erne/seminarierne, der skal stilles krav om et højere studentereksamensniveau i dansk, matematik og naturfagene, og der skal igen tilbydes linjefag i specialpædagogik. Desuden skal alle lærerstuderende lære at evaluere undervisning og elevpræstationer. De mange forslag til generel styrkelse af uddannelsen glæder formanden for de lærerstuderende, Jakob Andersen:
"Det er glædeligt at se at Undervisningsministeriet har lyttet til nogle af vores kritikpunkter", siger han.
"Ved at sætte fokus på de studerendes indgangsniveau sikrer vi at undervisningens niveau højnes, og de studerende ikke bliver demotiverede af et for lavt fagligt niveau under uddannelsen".
Jakob Andersen lægger til gengæld vægt på, at læreruddannelsen skal forblive en samlet uddannelse:
"Men den generelle styrkelse af læreruddannelse er et godt udgangspunkt for drøftelsen af den kommende revision".
Regeringsoplæg: To læreruddannelser
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.