"Det, vi har fundet ud af i undersøgelsen, er, at rigtig mange unge overdramatiserer deres valg af uddannelse. De tror nærmest, at hele deres fremtid er bestemt af deres ungdomsuddannelsesvalg, og at der kun er én rigtig løsning. Det medfører så også en tro på, at der findes helt forkerte valg, som det vil være en katastrofe at træffe, fordi de unge tror, at de vil blive smidt af udviklingen. De unges oplevelser hænger formentlig snævert sammen med det generelle høje fokus på uddannelse", siger forskningsleder Noemi Katznelson, Center for Ungdomsforskning på Learning Lab Denmark.
"Vi må ikke gøre de unge bange for at vælge uddannelse. Vi må have de unge til at indse, at uanset hvilken uddannelse der vælges, så er der altid en vej til at komme videre og en vej til at komme over i noget andet. De unge må ikke tro, at det er hele deres fremtid, der sættes på spil den 15. marts i 9. klasse, når der skal vælges ungdomsuddannelse", siger undervisningsminister Bertel Haarder.
Rapporten viser, at de unge, der har svært ved at vælge, i høj grad er unge, hvis forældre ikke har ret lang uddannelse.
De unge, der ikke er afklarede om deres uddannelsesmæssige fremtid, har tendens til at overveje 10. klasse, handelsskolen eller at gå ud på arbejdsmarkedet efter folkeskolen. Undersøgelsen viser også, at jo længere uddannelse forældrene har, jo mere afklarede er de unge og jo mere fokuserede er de på at søge ind på en ungdomsuddannelse. Tilsvarende er der fleste børn af forældre med kort uddannelse, der overvejer at gå ud at arbejde eller tage 10. klasse.
Rapporten anbefaler, at brobygningsaktiviteterne flyttes fra 10. klasse og ned i 8. og 9. klasse.
Rapporten 'Niende klasse og hvad så?" peger på en tydelig forskel mellem piger og drenge. Pigerne er mere fokuserede på at komme videre i uddannelsessystemet, og der er flere piger end drenge, der regner med at tage en længerevarende uddannelse. Hele 15 procent af drengene i undersøgelsen overvejer helt at forlade uddannelsessystemet efter folkeskolen. Samtidig er de uafklarede piger meget mere bekymrede end drengene, måske, gætter forskerne på, fordi arbejdsmarkedet for piger uden uddannelse er endnu mindre end for drenge. Der er simpelthen større muligheder for, at drengene kender voksne mænd, der klarer sig godt som ufaglærte, end for at pigerne kender tilsvarende rollemodeller.
Rapporten kan downloades via linket til højre.
Regeringen vil afdramatisere unges valg efter 9.
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.