Ravnekrog

En ide om ravne som hovedpersoner i en dannelsesroman kombineret med en fascination af Tolkiens fortælleteknik og universopbygning. Det lyder som en fair opskrift på en god bog. Men desværre fungerer det ikke. Gadd har studeret ravnes adfærd, og det lykkes ham fint at parre ravnetræk med menneskelige egenskaber som jalousi, kærlighed, lidenskab og dødsangst. Via den alvidende fortællers dyk ind i sindet på en del af ravnene fatter læseren interesse og sympati for karaktererne. Men det kræver sin fortæller at slippe af sted med naturbeskrivelser af tolkienske længder, og i dette tilfælde bliver det ganske enkelt for kedeligt. Dette kunne være sekundært, hvis historien havde været bedre, men der er for langt mellem snapsene. Dagligdags handlinger som spisning, småskænderier og overvejelser om vinterkulden bliver ikke interessante, alene fordi de overføres til et ravneunivers, og fortælleren når ikke dybder af karaktererne, hvor deres tanker kan bære de midterste 200 siders kedsomhed. Mod slutningen foldes ideer om genfødsel, evigt liv og universets hierarkiske opbygning ud, efterhånden som hovedperso-nens/ravnens oprindelse afsløres. Denne del kunne være ganske interessant som indspark i en religiøs/politisk diskussion i ottende/nien-de klasse, idet den sætter spørgsmålstegn ved menneskets placering som sidste trin på udviklingsstigen. Men det er ikke værd at kæmpe sig igennem de mange sider for at nå den sidste fjerdedel, og den giver næppe nogen mening separat.