Sammenslutningen af Danske Tale-Høre-Synsinstitutioner, DTHS, har regnet sig frem til tallet på baggrund af en redegørelse, som konsulent og tidligere professor i offentlig forvaltning Peter Bogason har udarbejdet om kommunikationscentrenes situation efter strukturreformen.
Det bekymrer centrene, at tre kommunikationscentre i de tidligere Københavns og Frederiksborg Amter alle har alle måttet skære ned på lærerstaben, siden kommunerne i Region Hovedstaden 1. januar 2008 gik over til at betale pr. ydelse, de får leveret - efter den såkaldte BUM-model (Bestiller-Udfører-Model).
"Det er ingen hemmelighed, at de største problemer har været i Region Hovedstaden, hvor man nu bruger en ren takstmodel", sagde Peter Bogason, da han i går præsenterede redegørelsen på en konference i København.
Kommuner mangler ekspertise
Siden strukturreformen er de fleste af de 26 kommunikationscentre overgået til kommunal drift, mens blot syv centre hører under regionerne. For alle centre gælder det, at kommunerne har myndigheden til at beslutte, hvorvidt borgerne kan tildeles ydelser fra tale-, høre- og synscentrene.
De fleste steder bliver ydelserne enten afregnet via abonnementer eller gennem en modificeret BUM-model, hvor kommunerne betaler for korte ydelser gennem et abonnement, mens længerevarende undervisning er takstfinansieret. I begge tilfælde bruger centrene deres ekspertise til at vurdere borgernes behov, og den stoler kommunerne på.
Men i Region Hovedstaden, hvor kommunerne afregner efter en ren BUM-model, forsøger en del kommuner i stigende grad at overtage den fulde myndighedsopgave og vil derfor selv vurdere, hvilken kompenserende specialundervisning borgere med tale-, høre- og synshandicap har brug for.
"Kommunerne har ikke den faglige ekspertise, der skal til for at afgøre, hvilken undervisning en borger har brug for. De kan godt få ekspertisen, for eksempel ved at hyre eksperter ind eller ved at ansætte medarbejdere, som har den nødvendige viden om forskellige handicap, men som udgangspunkt er kommunerne ikke fagligt bæredygtige", sagde Peter Bogason.
Kommunerne kan gøre det billigere selv
I kommunerne i Region Hovedstadens er det typisk socialforvaltningen, der afgør, om en borger skal have bevilget kompenserende specialundervisning, og det fører til en konfrontation af kulturel karakter.
»Socialrådgivere tager udgangspunkt i serviceloven, de har bred erfaring i at prioritere økonomisk, og de har ikke arbejdet med specialundervisning. De synes især, at tilretning af høreapparater er dyrt. Flere kommuner planlægger at tage opgaven hjem og overlade den til sosu-assistenter, fordi det er deres opfattelse vil være billigere. De overvejer også afasi-området", sagde Peter Bogason.
Kommunikationscentrene i Hellerup, Hillerød og Søborg har haft et meget stort arbejde med at omstille sig til at skulle levere udredninger i en form, som de kommunale forvaltninger kan forstå. Dertil kommer udskrivning af regninger, opfølgninger, tid til at svare på spørgsmål fra kommunale sagsbehandlere og øget mødeaktivitet med kommunerne.
"Institutionerne præsenterer deres undervisningstilbud på vidt forskellige måder og til vidt forskellige priser. Så jeg kan godt forstå, sagsbehandlerne i kommunerne spørger til, hvad der foregår derude, og hvordan de skal tage stilling til, hvad en borger har brug for", sagde Peter Bogason til de omkring 100 deltagere i konferencen..
Kommunerne bør bruge en modificeret BUM-model
De tre centre i Region Hovedstaden vurderer, at ekstraomkostningerne til administration ligger på cirka ti procent af deres budgetter. På den baggrund har DHTS regnet sig frem til, at det hvert år vil koste samfundet mindst 75 millioner kroner i øget administration, hvis hovedstadens model bliver bredt ud til resten af landet.
"Risikoen for en forøgelse af omkostningerne på ti procent er til stede", bekræftede Peter Bogason.
Han anbefalede kommunerne at bruge den modificerede BUM-model, der kombinerer abonnement på korte ydelser med takster for længerevarende undervisning.
"Kommunerne bør holde fast i deres tillid til institutionernes vurderinger af borgernes behov, og det kræver, at institutionerne viser, at de er økonomisk ansvarlige. Det skal der til for at bevare kommunernes tillid", sagde Peter Bogason.
Rapport: Takstfinansiering koster tocifret millionbeløb til administration
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.