De 22 projekter har været meget forskellige, men generelt viser følgeforskningen, at inklusion kræver, at lærerne mestrer at undervisningsdifferentiere, at de er anerkendende og fokuserer på det gode i stedet for på fejlfinding, at de sammentænker elevernes sociale trivsel og faglige udvikling, at de er opmærksomme på hvordan elevgruppen omtales, og at de er i stand til at evaluere undervisningsforløbet.
Det er UCC's Teori og Metodecenter, der står for følgeforskningen.
"Der er ikke noget lærerne hellere vil, end at få deres klasseundervisning til at fungere, men vi kan se, at de er søgende", siger forskningsleder Bo Ertmann fra Teori og Metodecentret.
"De mangler nogle praktiske anvisninger og pædagogiske redskaber til inklusion, der virker i deres hverdag. Det tyder på, at man ikke har stillet de rette redskaber til rådighed for dem. Det må vi også som professionshøjskole og læreruddannelsessted tage på os".
Han peger på, at lærerne i mangel af bedre kaster deres kærlighed på forskellige specifikke pædagogiske modeller og metoder, men at de mangler viden og redskaber til at evaluere, om de valgte metoder virker.
Lærerne efterlyser viden
Formålet med udviklingsprojektet og satspuljemidlerne har været at udvikle og afprøve metoder til at fastholde elever i den almindelige undervisning. Formålet var at nedbringe frekvensen af henvisning til specialundervisning, at styrke fagligeheden og øge rummeligheden.
KL har administreret projektet for Undervisningsministeriet.
I næsten alle de 22 projekter efterlyser lærerne viden og sparring til at kunne skabe de bedste pædagogiske rammer for at rumme elever med særlige behov. I nogle af projekterne har PPR været den pædagogiske sparring.
Ikke alle profiterer af indsatsen
I rapporten "De mange veje" om satspuljeprojekterne står, at der også er en tidsmæssig dimension, når man skal måle på effekten på elevniveau. Det tager tid at udvikle nye undervisningsmiljøer, ændre kulturen og implementere nye metoder samt omfattende organisatoriske omstruktureringer.
En anden pointe i rapporten er, at det er sværest at kunne rumme den tungeste del af målgrupperne ligegyldigt om projekterne fokuserer på faglige eller sociale udfordringer.
Men generelt har skoleprojekterne på forskellig vis bidraget til at flere børn med særlige behov kan rummes i det almene skoleforløb.
Rapporten har også de seneste tal fra 2007 med. De viser, at kun 7,4 procent af en årgang på læreruddannelsen vælger specialpædagogik som linjefag.
En konklusion i rapporten er, at ligegyldigt hvilken indsats de mange delprojekter har iværksat, så er der en gruppe børn, der ikke har profiteret af det. De fleste af projekterne må konkludere, at den positive effekt af deres indsats ikke omfatter den svageste del af deres målgruppe.
Inddragelse af forældrene viser sig til gengæld helt afgørende for at inklusionsstrategier kan resultere i færre henvisninger til specialundervisningstilbud.
Rapport: Lærere skal vide mere om inklusion
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.