Undervisningsminister Ulla Tørnæs nedsatte i januar sidste år Visionspanelet til at diskutere uddannelsernes rolle og betydning for innovation og selvstændighedskultur i Danmark. Panelet konkluderer, at det danske uddannelsessystem allerede i dag udvikler selvstændighed, initiativ og en række relevante kompetencer hos elever og studerende:
"Men der er en række svagheder, og profilen er ikke skarp nok til i tilstrækkeligt omfang at kunne ændre kulturen og understøtte udviklingen af flere iværksættere", skriver panelet i den rapport, som netop er afleveret til ministeren.
"Uddannelsessystemet er med til at stimulere interesse hos de unge for en karriere som iværksætter, men formår ikke at give de unge de redskaber og kompetencer, der er nødvendige for at leve drømmen ud og få succes", hedder det.
"Det er en særlig udfordring, at en del af uddannelsessystemets undervisere og institutionsledere oplever innovation og iværksætterkultur som modepræget, og at området risikerer at blive nedprioriteret i konkurrencen om ressourcer og tid. Udbredelse af iværksætterkulturen bæres i for høj grad på få ildsjæles skuldre, og de får ikke tilstrækkelig opbakning i egne rækker", mener panelet, som består af repræsentanter for erhvervslivet og flere uddannelsesinstitutioner.
"Panelets 10 konkrete anbefalinger indgår i overvejelserne om den næste sammenhængende strategi for innovation, iværksætterlyst og selvstændighedskultur i uddannelsessystemet. Den første strategi er fra januar 2004, men det er ved at være tid at vurdere strategiens effekt og berige nye planer med Visionspanelets visioner. Jeg vil nu vurdere, hvor mange jeg kan følge og få realiseret", siger Ulla Tørnæs i sin præsentation af rapporten. Hun ser panelets anbefalinger som mere vidtgående, end der er mulighed for at få igennem, men understreger, at det ikke må ende med snak og hensigtserklæringer.
Hun lægger især vægt på to af panelets anbefalinger - at alle skoler skal indgå i et netværk med virksomheder, og at eleverne skal have mulighed for at møde iværksættere som rollemodeller. De skal indgå i skolen som oplægsholdere, timelærere eller i en mentorfunktion.
Panelets 10 anbefalinger lyder i kort form:
1. Formulerede uddannelsesmål for de enkelte uddannelser
2. Strategiske mål for alle skoler og uddannelsesinstitutioner
3. En sammenhængende iværksættersøjle i uddannelsessystemet
4. Vekselvirkning mellem teori og praksis, understøttet af en udvikling af nye undervisningsformer og undervisningsmaterialer
5. Indsamling og spredning af virkningsfulde erfaringer
6. Iværksættere optræder som rollemodeller
7. Formaliserede partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv
8. Strategi for opkvalificering af undervisernes kompetencer
9. Måling og formidling af indsatsen på alle uddannelsestrin
10. Internationalt samarbejde om formidling og udvikling af nye tiltag
Der er link til hele rapporten øverst til højre for denne nyhed.
Rapport: Lærere nedprioriterer iværksætterkulturen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.