RANDBEMÆRKNING

Et ord i tide

Multimennesket Piet Hein døde i april, men vi mistede ham ikke. Vi kan stadig sidde ved hans superelliptiske borde og nyde hans funklende strofer. Hans krystalklare sprogform må vække enhver dansklærers beundring . . . og af og til hans irritation, fordi Hein får det hele til at se så besnærende nemt ud. Ingen høster pædagogisk eller akademisk hæder på tolkninger. Ham Kumbel kan alle jo forstå.

Med Heinsk sprogøkonomi kan for eksempel de hundredetusinder af ord, som gennem de sidste måneder er sagt og skrevet om heltidsskolen, koges ned til:

Ansvar er så svært at ha.

Derfor er det skaffet a.

Langt bedre end jeg selv kan, formulerer han den modvilje, som heltidsskolen indgyder mig:

Livet er trangt i en verden som vor.

Ånden får gnavsår på flankerne.

Næ, man bør sprede menneskene for,

at de kan samle tankerne.

Det er trist, at Piet Hein ikke længere er blandt os, men han havde jo allerede i 1949 forberedt os på at sige farvel:

For mulige breve og blomster

som sendes til min begravelse

samt stille forstående samvær

midt i en verden af snak

bringes på denne måde

i mangel af bedres havelse

den lydhørt lyttende læser

en dødelig digters tak.

Selv tak, Piet Hein!

Charivari