En spændende bog om modsætninger mellem teori og forskning på den ene side og praksis på den anden. Om psykologprofessionens læringssystemer og især om magt over det lukrative terapimarked.
Spændingsfeltet omfatter på den ene side de effektforskere, som afdækker, hvilke terapiskoler der ud fra evidensbaserede, randomiserede før og efter-symptomspørgeskemaer med kontrolgruppe er mest effektive. Over for dem står de udøvende terapeuter, der baserer praksisudformning på klientbaseret, erfaringsophobet "tavs viden" og afviser, at domænet kan operationaliseres og manualiseres. I USA er kampdommerne sundhedsforsikringsselskaber, i Danmark er det de offentlige, terapikøbende myndigheder, som vil have mest symptomreduktion og normalitet for pengene.
Kampen er blodig alvor. I England taler man om at kriminalisere uevidensbaserede terapeuter - hvoraf mange allerede nu er puttet over i banalpsykologi- og selvhjælpskasserne.
Forfatterne træder i karakter i polerne, som går fra effektforskning til "Janushovedpraktikerne", som synes, det er en tåbelig, nymodens ide, at teori og praksis skal hænge sammen. Hvad det faktisk også er, historisk set.
Flere artikler samler sig midt på spændingsfeltet og præsenterer integrerende løsningsforslag - ud fra aktionsforskning, livsverdensforståelse samt undersøgelser af praksislæresystemer blandt andet med udgangspunkt i PPR-psykologers vej fra universitetsstudium til jobfunktion.
Spændende læsning, som en kort anmeldelse ikke kan yde retfærdighed. Jeg savner dog en overordnet, tabubrydende artikel om psykologiens funktion i postmoderniteten - om metarammerne for dansen mellem praksis og forskning.
Psykologi: Forskning og profession
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.