- kognitiv terapi i klinisk praksis
Af Irene Henriette Oestrich
280 sider, 250 kroner
Dansk psykologisk Forlag
Bogen henvender sig først og fremmest til psykologer, men den kognitive psykologi har i stigende grad fået indflydelse på den praksis, der er på voksen- og børnepsykiatriske afdelinger, skole- og behandlingshjem, så også specialundervisningskonsulenter og specialundervisningslærere kan have stor glæde af at opnå indsigt i, hvordan kognitiv terapi praktiseres.
I denne bog gives der en klar og metodisk fremstilling af den kognitive psykologis udvikling, dens teorigrundlag og praktisk kliniske teknikker, som kan anvendes i behandlingen af depressive tilstande, angstforstyrrelser, obsessive-kompulsive lidelser, personlighedsforstyrrelser og psykoser.
Men bogen kan også læses for egen fornøjelses skyld. Mange af de teknikker, terapeuten anvender i en behandlingssituation, kan læseren benytte på sig selv. Kognitiv terapi arbejder med vores måder at tænke og opfatte på og med sammenhængen mellem tanker og følelser. Forfatteren er gået videre end blot at skrive en lærebog. I pressemeddelelsen citeres hun for at sige, at kognitiv terapi ikke blot er en terapeutisk teknik, der virker. Det er snarere en teori om at være menneske. Og det kan vi alle blive bedre til.
Ole-Peter Petersen
Psykologi
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.