"Det er en historisk begivenhed, at psykiske sygdomme kommer på fortegnelsen over erhvervssygdomme", siger direktør i Arbejdsskadestyrelsen, Anne Lind Madsen.
"Vore nabolande tøver med at tage dette skridt, men med arbejdsskadereformen er det blevet muligt i Danmark. Det betyder måske ikke, at der bliver anerkendt så mange flere psykiske arbejdsskader, men det er et vigtigt signal, at også psykiske sygdomme kan skyldes arbejdet. Samtidig får vi en mere smidig og hurtig sagsbehandling".
Sygdomme, der er nævnt i erhvervssygdomsfortegnelsen, kan anerkendes, når visse betingelser er opfyldt. Sygdomme, der ikke er nævnt i fortegnelsen, kan kun anerkendes efter forelæggelse i Erhvervssygdomsudvalget. I løbet af i år gennemgår udvalget hele listen og revurderer kravene til en række sygdomme ligesom det nu er sket med de psykiske sygdomme.
Det handler kun om skader anmeldt efter 1. januar 2005.
Bevisbyrden vendt
Socialrådgiver på arbejdsskadeområdet i DLF, Jørgen Bruun Christensen, forventer ikke, at der vil blive anerkendt væsentlig flere sager efter januar næste år.
"Det er godt, at posttraumatisk belastningssyndrom er kommet på listen. Det er også den praksis udvalget har anvendt de seneste 5-6 år. Og det betyder, at bevisbyrden er vendt, og at sager fremover kan anerkendes hurtigere".
Jørgen Bruun Christensen sidder selv i Erhvervssygdomsudvalget på FTFs plads.
"Vi kan håbe, at det vil betyde, at flere vil anmelde deres psykiske arbejdsskader".
Generelt er antallet af anmeldte arbejdsskader faldet de seneste år, men antallet af anmeldte psykiske arbejdsskader er steget. I 2003 blev der anmeldt 1.400 sager om psykisk sygdom. 55 sager om posttraumatisk belastningssyndrom blev anerkendt. I alt 78 psykiske sager blev anerkendt i 2003.
Posttraumatisk belastningssyndrom består af en internationalt anerkendt diagnose, hvor man skal have været udsat for en begivenhed af katastrofelignende karakter og bagefter have følger så som mareridt, flashbacks, besvær med at sove eller at koncentrere sig. Følgerne skal opstå senest seks måneder efter oplevelsen.
"Vi ser ofte, at folk får diagnosen af deres psykiater, men hvor de alligevel ikke opfylder kravene i diagnosen og derfor ikke får anerkendt deres skade som en arbejdsskade", siger Jørgen Bruun Christensen.
Psykisk sygdom kommer på Erhvervssygdomslisten
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.