Psykiatriens historie i Danmark / I morgen var jeg altid en løve

De to bøger præsenterer to meget forskellige indgange til psykiske lidelser. Den biologiske psykiatri, som er i centrum i "Psykiatriens historie i Danmark", fokuserer på diagnosen og dens symptomer ud fra et naturvidenskabeligt syn. Lauveng fastholder i bogen "I morgen var jeg altid en løve", at vi skal se mennesket og ikke alene diagnosen. Der skal gives plads til tolkningen af symptomerne i forhold til den enkeltes liv.

I "Psykiatriens historie i Danmark" beskriver en række historikere og psykiatere psykiatriens udvikling fra 1600-tallet og til nu. Det er udviklingen fra hospitaler, hvor de syge blev "behandlet" alene med dårekister og lænkning, frem til nutidens distriktspsykiatri.

Med bygningen af de store sindssygehospitaler overtog staten ansvaret for psykiatriske patienter. Behandlingen bestod i begyndelsen af ro, regelmæssighed og isolation fra omverdenen i smukke omgivelser. Men mod psykiaternes forventning gav denne behandling ikke overbevisende resultater, så fra udlandet overtog man chokbehandlinger med medicin og senere elektrochok og operationen lobotomi - det hvide snit. Behandlingerne blev taget i brug på trods af meget begrænset dokumentation for deres virkning.

Der har været forskellige retninger inden for psykiatrien, men i Danmark har den biologiske psykiatri domineret. Psykiske lidelser opfattes på linje med somatiske som en sygdom i hjernen, og psykiaterne har ihærdigt arbejdet på at få anerkendt psykiatrien på linje med andre lægevidenskabelige specialer. Derfor har opstillingen af et diagnosesystem baseret på fastlagte symptomer elimineret den individuelle tolkning.

Arnhild Lauveng har en helt anden tilgang. Hendes budskab er, at håbet om helbredelse skal bevares. I "I morgen var jeg altid en løve" beskriver hun sit liv som psykiatrisk patient. Fra hun var 17 til 26 år, havde hun diagnosen kronisk skizofreni. Bogen giver et billede af det psykotiske univers med stemmer, syner og selvskadende adfærd i et meget illustrativt billedsprog.

I det psykiatriske behandlingssystem mødes hun primært med tvangsbehandlinger, fastspænding, isolation og massiv medicinering, men også langvarig terapeutisk behandling. Med terapien er det lykkedes hende at tolke sit psykotiske univers. Symptomerne bliver et symbol på et liv, hun ikke magtede.

Gennem hele forløbet bevarer hun sin iboende trods og et permanent håb om helbredelse. En tredjedel med diagnosen skizofreni helbredes helt. En viden, hun ikke møder under sin behandling. Med familiens støtte og nogle behandleres tro på hende kommer hun gennem sygdommen og gennemfører uddannelsen til psykolog. Nu arbejder hun i distriktspsykiatrien.

Begge bøger giver relevant viden i forhold til undervisning af elever med psykiske lidelser, men Lauveng giver samtidig god forståelse af kompenserende specialundervisningsmuligheder i forhold til den enkelte psykisk syge elev.