Der er ikke noget at tage fejl af med hensyn til praktikkens rolle, når det i bekendtgørelsen for den nye læreruddannelseslov hedder: "Progressionen i den studerendes tilegnelse af lærerkompetencer i uddannelsen er forankret i faget praktik. Praktikken skal tillægges en afgørende rolle i uddannelsens forløb og i samarbejdet mellem pædagogiske fag, linjefag og praktik samt i forbindelse med bachelorprojektet".
I den situation vil praktiklærere, seminarielærere og ikke mindst de studerende være godt hjulpet med denne bog ved deres side. Den kaldes en metodebog og beskriver og begrunder et praktikforløb inden for projektarbejdets rammer for indhold og metoder ud fra en forudsætning om teoriens og praksissens ligeværdige samspil.
Bogen omtaler didaktiske modeller, men først når vi nærmer os det praktiske, bliver den mere detaljeret, som når den beskriver erfaringsindsamling ved hjælp af logbøger, interview og videooptagelser.
Der argumenteres overbevisende, blandt andet med henvisning til bekendtgørelsen om at gøre udarbejdelsen af en didaktikrapport til et vigtigt led i processen. Her skal nok rapporteres, men ikke mindst undersøges og reflekteres.
Det hele afrundes i kapitlet "Lærerfaglighed", hvor der med henvisning til de foregående kapitler og på baggrund af en god portion teoretisk viden og erfaring hos forfatterteamet gives en udmærket redegørelse for de karakteristiske ingredienser i lærerprofessionen.
Derimod kunne vi godt have undværet en huskeseddel om det gode forløb, hvor man nok bliver taget mere i hånden, end de fleste har lyst til.
Projektorienteret praktik i læreruddannelsen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.