Per Fibæk Laursen opfatter den danske midterplacering i Pisa 2009 som "udramatisk" og "stabil", fordi placeringen viser, at Danmark ikke bliver overhalet af andre lande, men netop holder sin placering.
"Mange andre lande har som Danmark lavet tiltag, der skal forbedre deres placering i Pisa, men de er altså ikke gået forbi Danmark", konstaterer Per Fibæk Laursen, der er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Om statsminister Lars Løkke Rasmussens målsætning om, at Danmark i 2020 skal være i top fem i Pisa, siger professoren: "Det er en pjattet målsætning".
"Den anden uddannelsespolitiske hovedmålsætning, vi har om at få 95 procent gennem en ungdomsuddannelse er meget mere betydningsfuld for både de unge selv og for landets økonomiske konkurrenceevne", tilføjer Per Fibæk Laursen.
Når regeringen ikke fokuserer på netop den målsætning, skyldes det blandt andet, at den ikke kan bruges i valgkampen, mener professoren. Det kan derimod folkeskolen.
"Regeringen er rådvild med hensyn til ungdomsuddannelserne. Man er simpelthen i tvivl om, hvad man overhovedet kan gøre for at komme op på de 95 procent. Derfor kan den målsætning ikke spændes for et politisk projekt", siger han.
"Men regeringen har vurderet, at der på valgdagen er stemmer i en politik, der strammer op folkeskolen med flere test og offentliggørelse af test og så videre. Og regeringen prøver så at hente støtte til opstramningerne i Pisa".
Hvis man virkelig ville styrke folkeskolen, skulle man satse på en forbedring af læreruddannelsen og af lærernes efteruddannelse, mener Per Fibæk Laursen.
"Vi ved fra forskningen, at lærerkompetencerne er det allervigtigste for elevernes udbytte af undervisningen, så det er dér, der sagligt set skal sættes ind", siger han.
Professor: Regeringens top fem-målsætning er pjattet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.