"Hvis man er meget, meget sulten, så tager man også imod krummer. Og vi er sultne, så vi sender en lille venlig tanke til Dansk Folkeparti for den halve procent. Men det efterlader stadig professionshøjskolerne med et kæmpe hul i budgetterne", siger formand for professionshøjskolernes rektorforsamling Laust Joen Jakobsen.
Regeringen har besluttet at den tvungne opsparingsordning på en procent skal halveres på uddannelsesområdet og for politiet, så de kan nøjes med at spare en halv procent op. Samtidig har Dansk Folkeparti fået løfte fra regeringen om, at de opsparede penge vil komme tilbage til uddannelsesinstitutionerne 1. januar 2009. I finanslovsforslaget lød det, at en tilbagebetaling var afhængig af konjunkturerne.
Men for Laust Joen Jakobsen ser regeringens økonomiske politik i forhold til professionshøjskolerne fortsat ud som en fejl, og han vil se at pengene kommer tilbage til professionshøjskolerne, før han tror det.
"Hvis jeg var almindelig statsinstitution og havde fået min ene procents opsparing halveret, så var jeg da glad. Men jeg har svært ved at se det som gode nyheder, at vi har fået krummer tilbage, når de har taget hele franskbrødet. Professionshøjskolerne er tre måneder gamle, og de blev sat i værk med store og gode ambitioner. Vi skulle rette op på alle problemerne i de mellemlange videregående uddannelser. Man nu trækker de gulvtæppet væk under vores økonomi. Det er altså sejt", siger Laust Joen Jakobsen.
S: Underminering af uddannelsernes økonomi
Lærernes hovedorganisation FTF og den politiske opposition er heller ikke begejstrede for afgørelsen på uddannelsesområdet.
"Det er utrolig utroværdigt, når statsministeren på den ene side med stor patos i globaliseringsrådet formulerer visioner om, at Danmark skal have korte og mellemlange videregående uddannelser i verdensklasse baseret på den nyeste viden, og finansminsteren på den anden side sammen med Dansk Folkeparti og Ny Alliance gennemfører massive besparelser på netop disse områder", siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.
De Radikale kalder besparelserne på uddannelsesområdet uansvarlige og Socialdemokraterne beskylder regeringen for at underminere uddannelsernes økonomi.
"Det er grotesk, at regeringen og Dansk Folkeparti skærer på uddannelserne, når frafaldet stiger og gennemførelsen er gået fuldstændig i stå under VKO. Det er ren symbolpolitik at halvere 1-procents besparelsen, når regeringen samtidig skærer dybt i uddannelsernes egne penge ved at fjerne kvalitetspuljerne. De var netop målrettet til at forhindre frafald og øge kvaliteten", siger uddannelsesordfører Christine Antorini (S).
Professionshøjskolerne skal spare en halv procent mindre
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.