Rapporten om de studerendes motivation til at gennemføre en professionsbacheloruddannelse viser, at fire ud af ti lærerstuderende på andet semester har overvejet at droppe ud. Det tungeste argument er, at der er for lidt praktisk indhold i uddannelsen.
Der skal gribes ind fra både centralt hold og fra den enkelte professionshøjskole, hvis det skal lykkes at motivere og fastholde flere studerende, mener forskningsleder Torben Pilegaard Jensen fra Anvendt Kommunalforskning, der har lavet rapporten for Undervisningsministeriet.
"Fra centralt hold kan man for eksempel skabe bedre mulighed for efteruddannelse af underviserne, og ikke mindst på læreruddannelsen kan man initiere udviklingen af undervisningsmateriale, der kan knytte undervisningen til praksis, Lønnet praktik er også en mulighed", siger Torben Pilegaard.
Almene fag som dansk, matematik og historie må gøres mere praksisnært, så man bringer klasserummet ind i undervisningen i læreruddannelsen, mener han.
"Undervisningsmaterialerne skal i højere grad tage de daglige udfordringer i folkeskolen med ind i undervisningen".
En opgave for hele medarbejderstaben
Lokalt skal den enkelte professionshøjskole gøre sammenhængen mellem teori og praksis til et anliggende for hele medarbejderstaben, foreslår forskningslederen.
"Hvordan kan de studerende trække deres erfaringer fra praktikken med ind i undervisningen? Det spørgsmål kan man ikke overlade til den enkelte medarbejder at besvare. Ledelsen må sikre, at der bliver iværksat en indsats", siger Torben Pilegaard.
Den enkelte medarbejders medvirken er en forudsætning, men den kræver ledelsesmæssigt udspil, støtte og opfølgning. Derfor bør ledelsen løbende evaluere medarbejdernes arbejde for at begrænse frafaldet.
"Efteruddannelse af underviserne er helt central. Jeg er ikke pædagog, så jeg kan ikke sige, hvad de skal efteruddannes i, men ledelsen må arbejde med, hvordan det kan gøres bedre", siger Torben Pilegaard.
I forhold til de studerendes motivation er det ikke befordrende, at der står akademikere bag katedrene på læreruddannelsen, påpeger han.
"De studerende synes i høj grad, at deres undervisere skal være uddannet i professionen, og at de skal have ny praksiserfaring. Derfor må professionshøjskolerne overveje at bringe gæstelærere fra folkeskolen ind på læreruddannelsen og få sine egne undervisere ud i folkeskolen, måske i praktik. Det er meget vigtigt, at læreruddannelserne åbner sig for folkeskolen".
Studerende skal opleve et fagligt fællesskab
En stopklods er den tendens til øget individualisering, der kommer til udtryk igennem modulopbygning og ansvar for egen læring.
"De boglige kompetencer hos de lærerstuderende er ikke så stærke som tidligere, så i forhold til at lære er det vigtigt med velstrukturerede forløb, klare mål for undervisningen og fasthed for deltagelsen", siger Torben Pilegaard.
Det er vigtigt, at de studerende oplever at være en del af et fællesskab, og det er ikke gjort med fester og fredagsbarer. De studerende har brug for faglige fællesskaber.
"I gennemsnit er de 26 år, når de begynder på læreruddannelsen, så de kommer med meget forskellige livserfaringer. Mange har stiftet familie og kan ikke deltage i fredagsbaren, eller også er de ikke interesserede. Derfor er det helt centralt, at professionshøjskolerne skaber faglige fællesskaber. De skal være opmærksomme på, at de skal inkludere alle studerende, og det kan stamklasser hjælpe med til", siger Torben Pilegaard.
Måske er politikerne også gået for vidt med deres krav om individuelle eksaminer.
"At man skal aflevere noget sammen, skaber grobund for fællesskaber. Jeg vil overlade det til andre at afgøre, om gruppeeksamen skal genindføres. Jeg siger bare, at det ikke er smart at gøre undervisningen for individpræget med den gruppe studerende, læreruddannelsen har i dag".
Studievejlederne skal være mere udfarende
Kun hver fjerde af de studerende, der overvejer at droppe ud, drøfter deres tanker med studievejlederen. Spørgsmålet er derfor, om funktionen er en støtte for de studerende, der balancerer på kanten af studiet.
"Nogle studerende smutter efter 14 dage, men vi har talt med studerende på andet semester. De ved noget om uddannelsen og bør kende til ordningen med studievejledere. Alligevel går de ikke hen på vejlederens kontor. Måske skal man nedbryde holdningen om, at det er de studerende, der selv skal opsøge vejlederen", siger Torben Pilegaard.
Han foreslår professionshøjskolerne at opbygge en tættere kontakt mellem vejlederen og underviserne.
"Underviserne ved, hvilke studerende der lever på kanten og ikke får afleveret sine opgaver, og kan pege på, hvem studievejlederen bør opsøge og tilbyde sin assistance", siger Torben Pilegaard.
Det skærer problemet ud i pap, at kun hver tredje af de lærerstuderende, der dropper ud, er i gang med en anden uddannelse 15 måneder senere.
"Nogle har stiftet familie, og så stemmer det måske ikke altid overens at begynde på en anden uddannelse. Både for folkeskolen og for den enkeltes skyld er det vigtigt at fastholde de studerende på læreruddannelsen", siger Torben Pilegaard.
Professionshøjskoler skal bringe skolen ind i læreruddannelsen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.