Med H.C. Andersen-året er der fokus på eventyr, og det er interessant at se nye originale af slagsen på dansk. Denne bog er både eventyr, ny, på dansk og original, men den er alligevel ikke interessant. Den starter traditionelt med et royalt par, som får overnaturlig hjælp til at få et barn, i dette tilfælde fra trolde. Troldene kræver drengen tilbage, da han fylder tolv, og i trolderiget får prins Adrian til opgave at lære troldeprinsessen om menneskene. Det er bestemt en skæg ide, og der kunne komme en masse gode pointer ud af mødet mellem trolde- og menneskeverdenen. Men det gør der bare ikke. Det er da meget sjovt, at troldene begynder at gå med mennesketøj, læser bøger, bygger huse og indfører valg, efterhånden som de bliver introduceret til tingene. Men jeg sidder med en grim kolonismag i munden, når jeg skal høre, hvor meget bedre alting bliver, når »de vilde« bliver civiliseret. Drengen lærer intet af troldene, men genskaber sin egen verden hos dem og forvandler endda troldeprinsessen til en »rigtig prinsesse« med glat hud, silkekjole og parfume. Og hvad kan man så lære af det? Samtidig synes forfatteren ikke at have en overordnet plan for fortællestrukturen. Historien udvikler sig fra side til side, så nye egenskaber og karakterer først introduceres, når de skal bruges. Fortællingen fremstår dermed som en godnathistorie, der opfindes, mens den fortælles, snarere end som et stykke gennemarbejdet litteratur. Det må kunne gøres bedre.
Anmeldelse
Prinsen i Trolderiget
Klik for at skrive manchettekst.
Prinsen i Trolderiget
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.