Poul Erik Olsen

Ikke allerede - vi så ham jo på cykel på vej til svømmehallen forleden dag.

Jo, det var allerede, at Poul Erik måtte forlade os. Han forlod os, men nok så slemt: han forlod Pyg, som han skulle have haft flere rare år med, Dorte og Claus mistede deres far og et par børnebørn en dejlig oplagt og vidende morfar.

På Tibberupskolen mistede vi en forhenværende kollega, som - om nogen - skal huskes som en kernelærer lige fra skolens start i 1970 og til sin pensionering for en halv snes år siden.

Vi har haft utallige festlige sammenkomster, hvor Poul Erik lige arrangerede veltillavet mad. På de første års lærerudflugter til Sverige fik han på sin egen stille facon sat en masse i værk.

Mangfoldige er de elever, som fik deres grundige indføring i det tyske sprogs brugbarhed. De fik lejlighed til at afprøve sproget på udvekslingsrejser til Tyskland med deres veloplagte lærer, der til stadighed kunne falde i forundring over sproglige finurligheder. Den dag, hvor Poul Erik var faldet over 'Kellerkartoffeln', blev det danske sprogs mangel på udtryk for opbevarede kartofler helt tydelig.

De tyske kolleger kom til at holde af Poul Eriks fine måde at være til stede på. Uanset hvor store anstrengelser vi andre gjorde os, var det en mærkbar skuffelse, når Poul Erik ikke var med.

Ud over tysk var Poul Erik også dansklærer med tilhørende klasselærerfunktion, så der går i dag mange unge mennesker omkring, der kan tænke tilbage på en lærerpersonlighed med kompetence og stort nærvær i alle situationer.

Det bliver mærkeligt, at nu er det slut med at vinke til køkkenvinduet, hvor Poul Erik og Pyg indtog deres eftermiddagskaffe, når vi kom forbi på vej hjem fra skole.

Familien har mistet.

Vi har mistet.

Men vi har gode minder alle sammen.

Tak for dig, Poul Erik.

Bodil Kraybørre