Politiske pamfletter

'Har ansatte ved Danmarks Lærerhøjskole (DLH) særlig adgang til at udgive politiske pamfletter på det offentliges regning?'

Det spørgsmål har tidligere undervisningsminister Bertel Haarder stillet til undervisningsminister Ole Vig Jensen.

Bertel Haarder skriver i sin begrundelse for spørgsmålet: 'Der henvises til bogen 'Det danske velfærdssamfund' af Vagn Oluf Nielsen, udgivet på Danmarks Lærerhøjskole. Ikke blot spørgeren, men også anmelderen i Folkeskolen nummer 25 havde fundet det mere passende, om bogen var blevet udgivet og betalt af AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund. Redaktionen) eller et skolebogsforlag og ikke det offentlige.

En sådan udgivelse fremmer ikke respekten for Lærerhøjskolens videnskabelige produktion, der i forvejen har et blakket ry.'

Ole Vig Jensen benægter i sit foreløbige svar til Bertel Haarder, at Lærerhøjskolen har særstilling med hensyn til politiske pamfletter. Spørgsmålet er sendt videre til DLH for bemærkninger.